Ekspert: Boligpriserne har størst effekt på tilflyttere

Boligpriserne har større effekt på tilflyttermønstrene, end kommunernes initiativer har, mener ekspert i udvikling og planlægning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom mange kommuner i yderområderne har flere initiativer i gang i håb om at få flere tilflyttere, så er det ikke dem, der virkelig batter, når personer skal beslutte, om de vil bytte en lejlighed i byen ud med en villa på landet.

Det mener Henrik Toft Jensen, lektor i udvikling og planlægning på Roskilde Universitetscenter (RUC).

- Boligpriserne har langt større effekt på flyttemønstrene, siger han.

Dog understreger Henrik Toft Jensen, at det er en god idé, at kommunerne er opmærksomme på, hvis deres flyttebalance er negativ og gør noget, der tilpasser det.

- Boligpriserne er det vigtigste element, der får folk til at flytte, men det er også vigtigt, at børnefamilier finder det attraktivt at flytte ud på Sjælland, hvor de har råd til en villa, siger han.

Lolland hårdest ramt

Ifølge Henrik Toft Jensen er en kommune som Lolland en af dem, der er hårdest ramt af fraflytning. Dermed er især Lolland Kommune også en af de kommuner, der gør allermest for at få tilflyttere til.

- De inviterer blandt andet på busture for at se Lollands fortrinligheder og andre kommuner laver jobformidling, siger Henrik Toft Jensen.

Flest tilflyttere til Ringsted

Selvom Lolland er en af de kommuner, der gør mest for at få tilflyttere til området, så er det dog kommuner som Ringsted og Roskilde, som er bedst til at få tilflyttere til området.

- Det skyldes, at det er kommuner, som ligger allertættest på København, og de har været bedst i mange år, siger Henrik Toft Jensen.


Nyhedsoverblik