Efterårsferien bliver koldere og vådere dag for dag

Solen kigger frem mandag og tirsdag, inden skyer og regn kommer snigende ind over landet, oplyser DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vejret bliver hæderligt både mandag og tirsdag, inden skyer og regn stille og roligt tager over mod slutningen af ugen.

Sådan beskriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) vejret for uge 42, hvor skolerne holder efterårsferie.

- Mandag er blandet. Det bliver lunt - mellem 15-18 grader - og periodevist med sol. Ikke fra en skyfri himmel, men med lidt eller nogen sol og overvejende tørt, siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI.

- Tirsdag ser ud til at blive en dag med nogen sol, men så skyer det til i løbet af dagen i den vestlige og nordvestlige del af landet. Det kommer fra en front i Nordsøen, lyder det fra Lars Henriksen.

Orkan giver os varme

Det er blandt andet orkanen Ophelia, der ventes at gå i land i Irland mandag, der har været med til at skubbe varm luft ind over Danmark.

Det betød også, at den netop overståede weekend var usædvanligt lun.

Men det ser ud til, at man skal slå til tidligt på ugen, hvis man gør sig forhåbninger om at opholde sig udenfor i efterårsferien.

For jo længere, vi kommer ind i ugen, jo vådere og koldere bliver det.

- Når vi så kommer til onsdag, torsdag og fredag så bliver det med mindre og mindre sol og mere og mere skyet. Onsdag ser overvejende tør ud, men torsdag og fredag er med mange skyer og perioder med regn.

- Og temperaturen falder også lidt, så vi kommer ned omkring 15 grader i dagtimerne, siger meteorolog Lars Henriksen.

Især fredag ser ud til at blive en våd omgang med lave temperaturer og "skyet med regn mange steder", lyder vurderingen fra DMI.


Nyhedsoverblik