Han har fået Rolf Sørensen til at græde på landsdækkende TV, han er blevet modtaget i Københavns Lufthavn med dannebrogsflag, og han er blevet fejret på Københavns Rådhus med rådhuspandekager og tale fra statsminister Mette Frederiksen (S).
Torsdag fortsætter fejringen af cykelrytteren Mads Pedersen, der fornylig som den første dansker vandt VM i landevejscykling for herrer og derfor i et år skal køre iklædt den regnbuefarvede trikot.
Denne gang foregår festlighederne i sportshallen i den 23-åriges hjemby, Tølløse, hvor Holbæk Cykelsport, Tølløse Lokalforum og Holbæk Kommune er gået sammen om at skabe en fest for den lokale verdensmester, der af og til stadig cykler i den lokale klub.
Få dage før han tog afsted til Manchester og cyklede titlen hjem, trænede han med U19- og U23-ryttere .
- Det er enormt dejligt, at han stadig er en del af klubben. Han er en guttermand uden lige. Det er en kæmpe motivationsfaktor for vores yngre medlemmer, at de kan tage ud og træne med ham, og at de har ham at se op til, siger Benny Stillhoff Nielsen, formand for Holbæk Cykelsport.
VM-titlen er ikke første store præstation fra Mads Pedersen. I 2013 vandt han som 17-årig juniorudgaven af den prestigefyldte brostensklassiker Paris Roubaix. Dengang lavede TV2 ØST et portræt af Tølløse-rytteren. Du kan se indslaget her:
Artiklen fortsætter under videoen.
Holbæk Kommunes borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, var hurtigt ude med hyldestord på de sociale medier, da Mads Pedersen søndag vandt Vm-titlen.
- Mads fortjener en kæmpe lokal velkomst i Tølløse efter den store bedrift. Der bliver lagt mange lokale kræfter i at fejre ham, og jeg håber, at alle dem, der har mulighed for det, vil kigge forbi Tølløse Hallen, siger hun i en pressemeddelelse.
Hyldesten varer fra 17 til 19 og byder også på underholdningsindslag fra Holbæk Garden og Holbæk Trialklub. Her vil borgmesteren også holde en tale for Tølløse-rytteren.