Omfattende protester fra naboerne, og dårlige erfaringer på andre værker betyder nu, at initiativtagerne til biogasanlægget i Brokkebjerg ved Kalundborg dropper planerne om projektet. Det skriver TV-Kalundborg.
Det var meningen, at det nye anlæg skulle bygges på Febjerggård i Brokkebjerg – men den omfattende kritik betyder nu at ansøgningen bag trækkes tilbage.
- Efter at vi har snakket med flere politikere er vi sikre på at det bliver svært at få dem til at stemme ja til projektet, både på grund af protesterne fra naboer og de problemer det nyopførte biogasanlæg på Asnæs har haft, siger Ulrik Olsen, der var en af initiativtagerne til projektet.
De dropper projektet nu, da alene forarbejdet til den politiske beslutning ventes at koste 600.000 kroner, og initiativtagerne ikke længere tror på, at de har politisk opbakning til planerne. Initiativtagerne beklager dog, at det ikke bliver til noget – det ville nemlig være godt for miljøet, hvis planerne blev gennemført, mener de.