Efter et par kolde dage går vi foråret i møde med 15 grader

Torsdag ser ifølge DMI ud til at blive ugens varmeste dag med op til 15 grader i alle dele af landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter et par kølige dage mandag og tirsdag bringer en varmefront onsdag lunere vejr med sig til Danmark. Torsdag kan vi nå helt op på 15 grader de fleste steder.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Bolette Brødsgaard tidligt mandag morgen.

- Den står i første omgang på koldt og klart vejr, og især i de østlige egne kommer der en del byger med både hagl og slud. Så man skal lige være lidt opmærksom her i morgentimerne, da det godt kan give nogle glatte veje, siger hun.

Onsdag sker der ting og sager

Efterhånden som mandagen skrider frem, bliver det mere tørt, og solen får også lov til at kigge frem i ny og næ. Dagstemperaturerne vil ligge på mellem fem og ti grader.

Det kolde vejr fortsætter tirsdag, hvor det bliver mest tørt, men kun mellem fem og otte grader. Der vil desuden være mulighed for nattefrost både natten til tirsdag og natten til onsdag.

- Men så sker der ting og sager, siger Bolette Brødsgaard.

- Varmen presser sig på. Der kommer en varmefront forbi onsdag. Den bringer et skifte med sig, hvilket betyder lunere og mere fugtig luft. Mens vejret mandag og tirsdag bliver klart, vil det blive mere grumset onsdag, siger hun.

Ugens varmeste dag

Ifølge meteorologen bliver torsdag ugens bedste dag med dagstemperaturer mellem 13 og 15 grader i alle dele af landet.

- Der kan også komme noget sol igennem, så det kan komme til at føles dejligt forårsagtigt, siger hun.

- Fredag bliver det mere skyet, men vi har stadig den dejlige lune luft over os. Det bliver formentligt tørt og omkring 10-13 grader, så det er stadig forårsagtigt, siger Bolette Brødsgaard.

- Marts har været meget våd i år, men den ser heldigvis ud til at slutte tørt.


Nyhedsoverblik