Selv hvis han kunne se, ville Edis Adilovic ikke kunne få øje på loftet i sit værelse.
Det er nemlig dækket af diverse medaljer.
- Jeg har en guldmedalje fra atletik i Højdespring, en fra skiløb i USA, en fra Nordic Race sidste år. Jeg har altid synes, det er sjovt at samle på medaljer, det er fedt at kunne mindes tilbage på den gang, jeg fik medaljen. Det er en slags billeder for mig, siger Edis Adilovic.
Far ville gerne til lægen med ham, men der var krig på det tidspunkt, så jeg var nervøs, fordi der var snigskytter over det hele, hvor man kunne blive dræbt
Den 25-årige atlet fra Slagelse har ikke ladet sig stoppe af, at han mistede synet totalt som to-årig.
- Det at være blind er lige så naturligt for mig, som det er for andre at kunne se, så de ting, der var interessante, har jeg prøvet at gøre, med de redskaber, jeg nu engang har til rådighed, siger Edis Adilovic.
Du kan se hele udsendelsen med Edis Adilovic her.
Flygtede for at redde synet
Forældrene Ibro og Dzemila Adilovic opdagede, at deres knap to år gamle søn begyndte at gå ind i ting. Det var i årene efter 1991, hvor borgerkrigen mellem Bosnien og Serbien eskalerede, at verden forsvandt for øjnene af lille Edis Adilovic.
- Jeg troede ikke, at der var noget alvorligt galt, for vi har aldrig haft noget i familien. Men far ville gerne til lægen med ham, men der var krigen på det tidspunkt, så jeg var nervøs, fordi der var snigskytter over det hele, hvor man kunne blive dræbt, siger Dzemila Adilovic.
På grund af situationen i hjemlandet, kunne lægerne ikke gøre noget for den lille dreng, hvis verden var blevet helt sort. Lægerne rådede derfor familien til at flygte.
- Da de sagde til os, at Edis skal ud af landet for at få hjælp, tænkte vi , at vi skal ud hurtigst muligt og håbede på, at det kunne opereres væk, og at det ikke var helt vildt farligt, uddyber Dzemila Adilovic.
De danske lægers forgæves kamp
Men selv i Danmark var lægernes kamp for Edis Adilovic’ syn svær.
- Der blev forsøgt rigtig mange ting, især i begyndelsen med forskellige undersøgelser og behandlingsmetoder i forskellige lande. Jeg har været i Holland, Polen og alle mulige lande, mine forældre har også prøvet nogle mere alternative løsninger som healing, siger Edis Adilovic.
Han var ikke bange for noget som helst, han ville gerne prøve det hele
For forældrene var det svært at opgive håbet om, at deres søn igen skulle kunne se dem. Men mens de forgæves søgte behandlinger, der skulle redde deres søn, så faldt Edic Adolivic til rette i den danske folkeskole. Det at miste synet, var ikke en forhindring for Edic Adilovic.
Hans nysgerrighed for at afprøve grænser voksede.
- Han var ikke bange for noget som helst, han ville gerne prøve det hele, og vi hjalp ham med alt, hvad han ville, vi har givet ham lov til at prøve alt. Vi stod nede og kiggede op, når han klatrede op ad træet. Vi har købte også en cykel til ham, da han var syv år, så cyklede han, og vi løb bagefter, fortæller Dzemila Adilovic.
En stædigvej gennem uddannelsessystemet
Lige siden har Edis Adilovic nægtet at lade sit manglende syn begrænse ham. I folkeskolen har han kæmpet for at lære på lige fod med sine klassekammerater.
I 2011 færdiggjorde han gymnasiet i Slagelse, som den første blinde elev på Slagelse Gymnasium.
Efter et friår startede han på SDU. I dag er han halvvejs med kandidaten, foran ham ligger kun et udvekslingsophold i NYC og et speciale, før arbejdsmarkedet venter.
Indtil nu har han kæmpet for at være med på lige fod med alle andre, men han er bekymret for, hvad der nu kommer til at ske.