Elitedykker død under stort stævne ved Storebæltsbroen - holdkammerater slog alarm

00:54

En stor redningsaktion blev iværksat, men mandens liv stod ikke til at redde.

Dykkeren blev fundet i vandet efter en større redningsaktion.

En 31-årig mand er død i forbindelse med en international dykkerkonkurrence ved Storebæltsbroen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det er korrekt, han er afgået ved døden. Det skal undersøges de kommende dage, hvad årsagen er til, at ulykken er sket, siger Mikkel Kjærgaard, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kom fra Portugal

Den afdøde mand deltog i konkurrencen Euro-African Spearfishing Championship - de afrikanske og europæiske mesterskaber i undervandsjagt - og kom oprindeligt fra Portugal. Under konkurrencen kappedes landsholdene fra en lang række lande om at fange de største fisk.

Det er en meget tragisk ulykke, som skete under deltagelse i konkurrencen på åbent hav

Jesper Risløv, formand, Dansk Sportsdykker Forbund

Dansk Sportsdykker Forbund oplyser i en pressemeddelse, at den afdøde mand var elitesportsmand og regnet for at være en af de bedste atleter i sin sport i verden.

- Det er en meget tragisk ulykke, som skete under deltagelse i konkurrencen på åbent hav. Vi kan endnu ikke sige meget omkring omstændighederne ved ulykken, men vi vil sammen med de relevante myndigheder gennemgå omstændighederne ved ulykken meget nøje, siger formand Jesper Risløv.

Den omkomne har ifølge Dansk Sportsdykker Forbund været med til at vinde Portugals nationale mesterskaber i sportsgrenen de seneste tre år.

Det var den portugisiske mands holdkammerater, der slog alarm. Efterfølgende var flere af deltagerne med til at lede efter den forsvundne dykker. 

Redningsbåd fra Korsør fandt dykker

Akutmeldingen kom klokken 12:50, hvorefter en redningshelikopter, et skib fra Søværnet og skibe fra Marinehjemmeværnet ledte efter manden i Storebælt.

Også civile skibe og dykkere fra konkurrencen deltog i eftersøgningen.

Klokken 13:33 oplyste Forsvaret, at en redningsbåd fra Korsør fandt manden i vandet. Han blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han afgik ved døden.

De pårørende er underrettet.

Opdateret

  • 08. sep 2019 kl. 18:34 Artiklen er opdateret med citater og oplysninger fra Dansk Sportsdykker Forbund.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App