Politiet beder offentligheden om hjælp i en alvorlig hærværkssag fra Kværkeby, hvor en gruppe drenge smed en tung metalplade ned på en forbikørende bil fra en motorvejsbro.
Bilen kørte 110 kilometer i timen på motorvejen, da den pludselig blev ramt af den tunge metalplade.
Pladen lavede en 70 centimeter lang flænge i bilens forrude, og det kunne let have ført til en ulykke, vurderer politiet. De understreger dog, at dette ikke skete.
Episoden fandt sted mandag den 29. februar omkring klokken 12.00.
Politiet tror ikke, at drengene vidste, hvor farlig deres handlinger kunne være, men vil meget gerne tale med de pågældende drenge.
Har man oplysninger i sagen bedes man kontakte politiet på telefon 1-1-4.