Dom: Værtshus skal sige farvel til røg

Munk Stuen i Maribo må ikke lade deres gæster ryge i lokalerne. Ejeren mener, at beslutningen er truffet på et forkert grundlag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Østre Landsret afsagde mandag dom: Gæsterne på Munk Stuen skal skodde deres cigaretter. Det skriver Folketidende.

De følger dermed en afgørelse fra i Retten i Nykøbing Falster tilbage i oktober.

Billardbord i hovedrolle

Hele sagens kerne har i retten vist sig at være værtshusets billardbord.

Hvis ejeren selv skal bestemme, om der må ryges på stedet, så skal serveringsarealet nemlig være under 40 kvadratmeter stort.

Men Østre Landsret har valgt at tælle de kvadratmeter, hvor billardbordet står, med i den samlede opgørelse. På den måde bliver rummet for stort til, at ejer Mimi Olsen selv kan bestemme.

- Det er da pisse irriterende! Landretten siger, at mit billardbord er blevet placeret på serveringsarealet. Men det har altid stået der, og der er aldrig blevet serveret der, siger Mimi Olsen til Folketidende.

Har kæmpet for retten til røg siden 2010

Det er ikke en ny kamp for Mimi Olsen. Sagen startede i 2010, da hun fik et påbud mod rygningen på Munk Stuen. I 2013 blev hun idømt en bøde på 2000 for at overtræde arbejdsmiljøloven. Endelig blev hun så tilbage i oktober af Retten i Nykøbing Falster dømt til at betale en bøde på 10.000 kroner.

Det var den afgørelse, som hun ankede til landsretten.

Heller ikke efter dommen her, ser det ud til, at Mimi Olsen smider tørklædet i ringen. Hendes forsvarer vil nu ansøge om at føre sagen hele vejen til Højesteret.

Han mener ifølge Folketidende nemlig, at retten har set igennem fingre med lovteksten og i stedet ladet sig styre af følelser i forhold til passiv rygning.

 

 


Nyhedsoverblik