Hvor der burde være vand, er der nu en blottet havbund.
For vandstandene er over alt i Danmark meget lave. Og særligt i Kalundborg har man kunnet se både ligge på havbunden. Her har vandstanden været en meter under normal vandstand.
Og det er ifølge Jacob Waage, oceanograf ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), ret usædvanligt.
- Vi oplever år, hvor den ikke kommer ned under meter. I den her situation, oplever vi det i hele Danmark på en gang, og det er temmelig usædvanligt, siger Jacob Waage.
En vind fra syd
Ifølge DMI skyldes den lave vandstand, at der igennem længere tid har været en kraftig østenvind, som har givet lavvande i Østersøen.
Og prikken over i’et har altså været den søndenvind, som der har været i dag.
- Det har været meget roligt i lang tid, men så får vi kraftig blæst fra syd, måske en lille strejf fra øst. Vi har ikke haft storm, men det har alligevel blæst en del. Derfor er lige præcist den her situation, hvor man har lavvande i hele landet, ikke ret almindelig, siger Jacob Waage.
Et kortvarigt fænomen
Jacob Waage fortæller samtidig, at fænomenet ikke varer hele dagen.
- Det er ikke noget langvarigt fænomen det her, siger han.
Derfor vil vandstandene de fleste steder blive normaliseret i løbet af aftenen. Omvendt vil både Roskilde og Holbæk fjord blive ramt af de laveste vandstande i aften først, lyder det fra Jacob Waage.