Direktør for Pleje Plus: Det er ikke gået rigtigt for sig

Direktøren for Pleje Plus, Lena Løve Jensen mener ikke, advarslerne mod firmaet er begrundet ordentligt og dermed heller ikke, at fyringen er fair.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pleje Plus skal ikke længere supplere den offentlige hjemmehjælp i Lolland Kommune:

- Det kommer ikke bag på mig. Det er det, der har været meningen, tror jeg, siger direktøren for Pleje Plus, Lena Løve Jensen og fortsætter:

- Der har været en politisk uenighed om, om vi overhovedet skulle være der, eller vi ikke skulle, og flertallet har stemt, og så er det sådan, det er.

Uenig i konklusionerne

Torsdag aften valgte et flertal i byrådet i Lolland Kommune at fyre hjemmehjælpsfirmaet Pleje Plus.

Det er bl.a. 250 klager fra borgere, nødopkald, der ikke er reageret på, udeblevne hjemmebesøg og fakturering af ydelser, der ikke er givet, som er skyld i, at firmaet er blevet fyret.

Men Lena Løve Jensen er ikke enig i konklusionerne i de rapporter, der er blevet udarbejdet om Pleje Plus.

- Jeg mener ikke, det er gået rigtigt for sig, siger hun.

Pleje Plus: Forkert grundlag for advarsler

Hun kritiserer bl.a. de tre advarsler, Lolland Kommune har givet Pleje Plus, som hun ikke mener er givet på et rigtigt grundlag:

quote Nogle af de nødkald, der ikke kom ind, var pga fejl på nødkaldsanlægget. Man havde ikke fortalt borgerne, at når de ringede op på deres telefon og trykkede nødkald samtidig, så kunne den faktisk ikke komme igennem til centralen.

Lena Løve Jensen, direktør, Pleje Plus

- Vores advokater har tilbagevist samtlige advarsler, der er givet pga. mangelfulde oplysninger og mangelfuldt materiale, der kan underbygge de her advarsler, siger direktøren for Pleje Plus og uddyber:

- Nogle af de nødkald, der ikke kom ind, var pga fejl på nødkaldsanlægget. Man havde ikke fortalt borgerne, at når de ringede op på deres telefon og trykkede nødkald samtidig, så kunne den faktisk ikke komme igennem til centralen.

Hun erkender dog, at der er sket nogle svigt:

- Selvfølgelig har der været nogle besøg, som har været fejlagtige eller som ikke er blevet leveret. Det kan jeg ikke lyve mig udenom, og det har jeg også erkendt, men vi har lavet vores analyser, og i de analyser, der er det kommunen, der ligger bagefter med betalingen, og dem har de også fået faktura for, men de har ikke betalt dem endnu, siger Lena Løve.

Direktøren fortæller, at hun mener, at der vil komme et retsligt efterspil, og at hun nu glæder sig til at koncentrere sig om de fire andre kommuner, Pleje Plus arbejder i, og hvor det går godt.

 


Nyhedsoverblik