Direktør er overrasket over erstatning i Mern-sagen: - Vi havde plæderet for at skulle frifindes

Jakob Thune, der er direktør for Børn og Kultur i Vordingborg Kommune, vil nu drøfte afgørelsen med kommunens advokat. Foto: Jesper Truelsen - TV ØST

Vordingborg Kommune taber erstatningssagen, som to tidligere plejebørn fra Mern-sag har rejst. Dommen overrasker direktør i Vordingborg Kommune.

To tidligere plejebørn fra Mern-sagen har vundet deres sag mod Vordingborg Kommune.

Plejebørnene mente, at Vordingborg Kommune ikke levede op til sit ansvar, da de ikke greb ind overfor årelange misbrug hos en plejefamilie, der boede i den lille by Mern på Sydsjælland.

Og det overrasker Jakob Thune, der er direktør for Børn og Kultur i Vordingborg Kommune, at kommunen har tabt sagen i landsretten.

- For vi havde jo plæderet for, at Vordingborg Kommune skulle frifindes i den her sag. Men vi tager dommen til efterretning og vil nu nærlæse den. Og i samråd med vores advokat vil vi beslutte, hvad det videre forløb i sagen skal være, siger direktøren.

01:00

Se Martin Larsen reaktion, da han får at vide, at han har vundet sagen mod Vordingborg Kommune.

Luk video

Kommune har forståelse for sagen

Plejeforældrene blev i 2012 dømt for vold og mishandling af deres i alt ni plejebørn gennem en periode på 20 år.

I 2017 sagsøgte to af de tidligere plejebørn Jacob Svendsen og Martin Larsen Vordingborg Kommune, hvor de krævede en erstatning på 300.000 kroner hver. Og det har Østre Landsret nu givet dem medhold i.

De her børn har været udsat for noget, som ingen børn skal udsættes for

Jakob Thune, direktør for Børn og Kultur i Vordingborg Kommune

- Det her er en frygtelig sag, lyder det fra Jakob Thune.

- De her børn har været udsat for noget, som ingen børn skal udsættes for. Derfor har vi hele vejen igennem sagt, at vi har fuld forståelse for, at drengene har haft et behov for at få afklaret om myndighederne har levet op til deres ansvar, og derfor har vi haft forståelse for, at denne sag har måttet køre.

Hvem havde ansvaret?

I retten argumenterede Vordingborg Kommune for, at det var den daværende Højreby Kommune – det nuværende Lolland Kommune – der havde ansvaret for at føre tilsyn med drengene, da det var den kommune, der anbragte børnene hos plejefamilien i Mern.

Da plejefamilien var bosat i det daværende Langebæk Kommune – i dag Vordingborg Kommune – havde Vordingborg Kommune ansvaret for at godkende og følge op på selve plejeforældrene.

Vordingborg Kommune mente dermed, at de havde levet op til den daværende lovgivning, og derfor ikke skulle betale erstatning til de tidligere plejebørn.

- Det er det, vi har argumenteret for i retten, men det er så også det, retten finder frem til ikke har nogen betydning. Men det er det, vi vil nærmere læse nu i dommen, og så vil vi tage stilling til, hvad det videre forløb skal være, siger Jakob Thune.

- Plejefamilien boede i den tidligere Langebæk Kommune, men det var Lolland Kommune, den tidligere Højreby Kommune, der havde anbragt børnene i plejefamilien og dermed havde ansvaret for de børn, der var anbragt i familien.

Dom skal drøftes på udvalgsmøde

Ifølge landsretten skal kommunen betale de to tidligere plejebørn hver 300.000 kroner i erstatning for krænkelse af plejebørnenes rettigheder i henhold til FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

00:38

Se Børns Vilkår reagere på dommen i Mern-sagen.

Luk video

Den 3. juni afholder Vordingborg Kommune et møde i Børn-, Unge- og Familieudvalget, hvor dommen fra landsretten skal drøftes.

- Alt efter hvad anbefalingen er for, hvad vi videre skal gøre i den her sag, kan der være behov for, at vores politikere skal tage stilling til, om vi skal anke dommen fra i dag eller om vi accepterer den, som den er, siger Jakob Thune.

Kan du sige noget om, hvad der kunne gøre, at I vil anke dommen?

- Nej, ikke på nuværende tidspunkt. Det kommer helt an på, hvad de nærmere detaljer i dommen er. Og det har vi ikke haft mulighed for i dag at nærlæse, lyder det fra Jakob Thune.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App