Det nye Folketing samlet for første gang: - Der er en helt særlig ånd

01:00

Klokken 12 trådte det nye Folketing for første gang sammen.

Torsdag mødtes de nye folketingsmedlemmer i salen for første gang. TV2 ØST har fanget nogle af de lokale debutanter.

Der bliver båret flyttekasser ind og ud fra kontorerne på Christiansborg i disse dage.

Magten har skiftet hænder, og i dag samles det nye Folketing for første gang.

Her er erfarne politikere, der har siddet i salen utallige af gange før, og så er der en håndfuld nyudvalgte folketingsmedlemmer, der nu får deres debut i Folketingssalen.

- Det er fantastisk. Der er en helt særlig ånd. Jeg har været på rundtur i salen og kunne mærke stemningen og historiens vingesus, så det er helt særligt. Det er her alle de store beslutninger er taget, og det er grundlaget for vores folkestyre, siger Kathrine Olldag (R), der blev valgt ind i Sjællands Storkreds.

Jeg har været på rundtur i salen og kunne mærke stemningen og historiens vingesus, så det er helt særlig

Kathrine Olldag (R), folketingsmedlem

- Det er overvældende og ærefrygtindgydende

Kathrine Olldag var sammen med de to SF’ere Astrid Carøe og Anne Valentina Berthelsen for første gang med til samling i Folketingssalen.

- Jeg har altid hørt til den del af befolkningen, der synes, det er fantastisk at gå ned at stemme. Så forestil dig, hvordan jeg har det i dag med at komme ind i salen, siger Kathrine Olldag.

Og hun er ikke alene om at være begejstret.

- Det er noget helt særligt. Det er helt fantastisk at komme ind i salen og mærke, at vi er i gang, siger Astrid Carøe (SF)

- Det er overvældende og ærefrygtindgydende. Man mærker, der er et ansvar, der skal løftes, siger Anne Valentina Berthelsen (SF).

Astrid Carøe (SF) og Anne Valentina Berthelsen (SF) er med første gang i dag, hvor det nye Folketing samles.

Men er det ikke bare en normal arbejdsplads ligesom alle andre?

- Det synes jeg ikke, det er. Vi repræsenterer rigtig mange mennesker, der forventer meget af os. Og forventer, at vi får en ny kurs for Danmark. Det er man da opmærksom på sådan en dag som i dag, siger Anne Valentina Berthelsen.

- Jeg tror ikke, magtspillet er så voldsomt

De nye folketingsmedlemmer føler sig taget god imod på Borgen.

- Det er lidt noget andet at komme fra en kommunal arbejdsplads til Christiansborg. Der er et helt andet serviceniveau. Der er en god ledelsesstil i Radikale Venstre. Vi er meget sidestillet, og der er meget lidt hierarki, siger Kathrine Olldag.

Men hvad med hierarkiet på Christiansborg? Spørgsmålet er, om de nye medlemmer klar til den nye, barske arbejdsplads fyldt med magtkampe.

Jeg tror ikke, at det magtspil er så voldsomt, som man tror. Og så tror jeg ikke, man skal være bange for magt

Anne Valentina Berthelsen (SF), folketingsmedlem

- Det hele er stadig meget nyt, og så tror jeg også, at man skal forvente, at folk kender hinanden, og det, vi ser i medierne, måske ikke altid er så konfliktfyldt, som det er i virkeligheden, siger Astrid Carøe.

Heller ikke Anne Valentina Berthelsen lader sig skræmme af det politiske magtspil.

- Jeg tror ikke, at det magtspil er så voldsomt, som man tror. Og så tror jeg ikke, man skal være bange for magt. Magt er forudsætning for, at vi kan forandre noget. Det er derfor, vi er her, siger hun.

 

- Det her er en gylden mulighed for Radikale Venstre

De tre damer er alle sikret en stol i Folketingssalen med de personlige stemmer, der har fået fra borgere på Sjælland.

- For mig at se, har vi en gylden mulighed i Radikale Venstre med dobbelt op på mandater, i forhold til at gøre mere for vores regionale udviklingspolitik, så vi får et Danmark i balance. Vi håber på nogle flere greb, end den tidligere regering har anvendt blandt andet på uddannelse og kommunaludligning, siger Kathrine Olldag.

Og de to SF’ere kommer stadig ofte til at aflægge visit i det sjællandske, mener Anne Valentina Berthelsen:

- Vi kommer formentlig stadig begge to til at være på Sjælland og øerne, og vi har et godt samarbejde med de andre folketingsmedlemmer, der er valgt i det område.

Så selvom de nye folketingsmedlem i dag betræder de bonede gulve, så garanterer de, at de ikke glemmer, hvor de kommer fra.

- Vi skal huske især yderområderne i forhold til den offentlige transport og uddannelsesmuligheder og alt mulig andet. Jeg glemmer ikke Slagelse og Sorø, og der hvor jeg kommer fra, siger Astrid Carøe.

I alt er 42 af de 179 folketingsmedlemmer nye medlemmer.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App