Der mangler kvalificerede medarbejdere på Kofoedsminde - psykiatriformand foreslår dialog

Tina Boel (SF), formand for social og psykiatri i Region Sjælland. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Det er svært at finde faglærte medarbejdere til Kofoedsminde. Dialog med de faglige organisationer er en mulighed, siger regionens formand på området.

På specialinstitutionen Kofoedsminde ved Rødby har de brugt 153 millioner kroner på vikarer på fire år.

Det store antal vikarer skyldes primært, at det er svært at rekruttere medarbejdere, fortæller Tina Boel (SF), der er formand for social og psykiatri i Region Sjælland.

- Vi er i rekrutteringsproblemer, ikke kun på Lolland, men i hele regionen, så der er ikke nogen nemme løsninger, siger hun.

40 procent er faglærte

Institutionen Kofoedsminde i Rødby er den eneste i landet af sin slags. Her tager man sig af omkring 70 voksne udviklingshæmmede kriminelle. Kofoedsminde, som hører under Region Sjælland, har dog særdeles svært ved at finde egnet personalet, og derfor har institutionen siden 2015 brugt 153 millioner kroner på vikarer.

Ifølge Socialtilsyn Øst er det blot 40 procent af personalet, som er faglærte.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Regionens formand for social og psykiatri mener, at de faglige organisationer og regionen skal i dialog om problemet.

- Jeg tænker umiddelbart, at dialog med de faglige organisationer i forhold til at uddanne medarbejdere til netop den opgave på Kofoedsminde kunne være en mulighed, siger psykiatriformanden.

Skulle I ikke have taget den dialog noget tidligere?

- Jo, det kan du sige, jeg ved heller ikke, om der har været den dialog, siger Tina Boel, der gerne ser, at de faglige organisationer er fleksible.

- Kofoedsminde er et akuttilbud og kræver noget fleksibilitet i forhold til at kunne skrue op og ned med medarbejdere. Om den nødvendige fleksibilitet er der hos de faglige organisationer, det ved jeg ikke, siger hun.

Alvorlig kritik

TV2 ØST har tidligere fortalt, at 10 ud af 15 påbud fra arbejdstilsynet på Kofoedsminde omhandlede vold.

Tina Boel fortæller, at det blandt andet er derfor, man har lavet et samarbejde med et vikarbureau om at finde medarbejdere.

- Vi har brugt det eksterne vikarbureau for at sikre medarbejderne og beboernes sikkerhed, forklarer hun.

Men Socialtilsyn Øst påpeger, at konflikterne på Kofoedsminde eskalerer, når der bruges mange vikarer.

Den kritik kalder Tina Boel alvorligt, og hun mener, der skal en særlig indsats til for at få flere uddannede medarbejdere ansat på specialinstitutionen.

Hvornår forventer du at antallet af vikarer bliver bragt ned på Kofoedsminde?

- Der er forskellige tiltag i gang, så selvfølgelig forventer jeg, at vi kan nedbringe vikarforbruget, siger Tina Boel.

Se hele indslaget om Kofoedsminde her:

04:41 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App