Regeringen og Dansk Folkeparti: Der er behov for at give erhvervsskoler bedre vilkår

Erhvervsskolerne har været i et krydsfelt med omprioriteringsbidrag og et faldende elevta, mener Finansministeren. Nu er omprioriteringsbidraget væk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Erhvervsskolerne slipper nu for at skulle spare yderligere de næste år.

Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag vedtaget at droppe besparelser på skolerne, som regeringen ellers havde vedtaget.

- Der er nogle særlige forhold for erhvervsuddannelserne, der gør, at vi har behov for at give dem nogle bedre vilkår, siger finansminister Kristian Jensen (V).

quote Vi er rigtig glade for, at vi nu har den her første aftale i forbindelse med Finansloven 2019, og at vi nu en gang for alle, får fjernet omprioriteringsbidraget på erhvervsskolerne

René Christensen, finansordfører for Dansk Folkeparti

- De skal have mulighed for at kunne tiltrække flere elever. De har været i et krydsfelt med omprioriteringsbidrag og et faldende elevtal. Nu giver vi dem ro til at kunne vokse, styrke den optimisme, der er på erhvervsuddannelserne fremadrettet, og give dem muligheden for at gøre uddannelserne bedre, så tilbuddet til de unge er endnu bedre, siger han.

Dansk Folkeparti fik deres krav igennem

Regeringen og Dansk Folkeparti er mandag eftermiddag blevet enige om at afskaffe omprioriteringsbidraget på to procent. Dermed har Dansk Folkeparti fået deres ønske opfyldt. De havde en fjernelse af omprioriteringsbidraget som et af sine hovedkrav, inden forhandlingerne med regeringen.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu har den her første aftale i forbindelse med Finansloven 2019, og at vi nu en gang for alle, får fjernet omprioriteringsbidraget på erhvervsskolerne. Det tror jeg, der er mange, som arbejder med det område, er glade for, siger René Christensen (DF), finansordfører for Dansk Folkeparti.

Ifølge Kristian Jensen er dagens aftale vigtig for, at erhvervsskolerne får flere elever i fremtiden.

- Jeg tror, den her aftale er afgørende for, at vi får flere unge til at vælge erhvervsuddannelser, fordi de nu kan se, at der er en stabil ramme om økonomien og de elementer er løftet for at kunne gøre det mere interessant at være elev på en erhvervsuddannelse, siger Kristian Jensen.

quote Det er vigtigt, fordi vi kan se, at der er et skrigende behov for at flere unge uddanner sig inden for de erhvervsrettede fag

Kristian Jensen (V), finansminister

- Det er vigtigt, fordi vi kan se, at der er et skrigende behov for at flere unge uddanner sig inden for de erhvervsrettede fag. Når man kigger i fremtiden, kan vi se, at der bliver mangel på dem, hvis ikke vi uddanner flere.

Undervisningsminister: Kommunerne skal sætte et måltal for elevtal

Aftalen som regeringen og Dansk Folkeparti har indgået, gælder fra 2019. René Christensen er svært tilfreds med dagens resultat.

- Vi ønsker, at man på institutionsniveau har de penge, som man har nu, dem har man også til næste år, siger René Christensen.

Undervisningsminister Merete Riisager afviser, at hun er skuffet over, at omprioriteringsbidraget fortsætter, som regeringen ellers gerne havde set.

- Det her er en god og ærlig aftale, der sikrer, at omprioriteringsbidraget falder væk og de vigtigste tiltag, som regeringen har fremlagt, bliver gennemført, siger hun.

- Det sørger for, at kommunerne skal sætte et måltal for, hvor mange, der skal på en erhvervsuddannelse, vi kommer til at arbejde med ungekulturen på erhvervsuddannelserne, og vi sørger også for, at den aftale, vi har lavet omkring et praksisfagligt valgfag, bliver efterfulgt af en obligatorisk prøve.


Nyhedsoverblik