Af Aase Due (S), byrådskandidat i Kalundborg Kommune
Vi har i Kalundborg et sundheds- og akuthus. Her kan der tages blodprøver og foretages røntgenundersøgelser. Der udføres træning og sygeplejeydelser. Vi har på nuværende tidspunkt stor succes med tilknytning af speciallæger indenfor geriatri, hjertespecialister og diabetes.
Vi sygeplejesker, der er ansat i Kalundborg kommune, har en sygeplejeklinik, hvor der ydes pleje til de patienter, som er selvkørende eller kan transporteres hertil. Udenfor dagtiden fungerer sundhedshuset, som akuthus med tilknyttet sygeplejerske og vagtlæge.
Vi i Socialdemokratiet vil gerne arbejde for at sundheds- og akuthuset anvendes bedre og udnyttes mere. Her kan jeg sagtens se og finde udviklingsmuligheder.
Jeg ser gerne, at flere specialister tilknyttes, så borgere og patienter i Kalundborg ikke skal køre længere end nødvendigt. Især fordi det ofte er meget opslidende, når man er svækket af en alvorlig sygdom og så oveni skal ud på længere transport til diverse undersøgelser og på flere forskellige sygehuse.
Hvorfor ikke få endnu flere specialister tilknyttet sundheds- og akuthuset?
Vi har med vores digitale teknologi mulighed for, at undersøgelserne kan blive vurderet af specialister, som får lagt den bedste behandlingsplan, uden patienten skal køre til specialisten.
Hvad skulle der være i vejen for, at en læge med speciale indenfor cancerbehandling kommer til akut- og sundhedshuset og her afholder samtalerne med den syge og igangsætter behandlingen?
Skulle det ikke være muligt at tage den svære samtale, få ordinationen på den rette kemobehandling i tablet form eller ved tilslutning til en kemopumpe, som vi hjemmesygeplejersker senere kan frakoble?
Ovennævnte eksempel er kun et af mange muligheder.
Debatindlægget er ikke udtryk for TV ØST’s holdning men udelukkende den pågældende debattørs.
DELTAG I DEBATTEN
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere.