Dansk Tour de France-start blev oversolgt - lokal politiker føler sig lokket

Arrangementet, hvor planerne for Tour De France i Danmark i 2021 blev fremlagt.

Politiker kritiserer, at Tour de Frances etaper i Danmark er blevet oversolgt. Borgmestre mener dog, at det er et billigt arrangement.

Da den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) præsenterede nyheden om, at Tour de France i 2021 vil starte i Danmark, blev nyheden modtaget med begejstring i Danmark.

Nu viser det sig imidlertid at en række nøgletal i præsentationen var sminket højere, end de reelt er. Det skriver Politiken.

3,5 milliarder seere fra 190 lande skulle se med på de tre danske etaper, og det skulle give en samlet reklameværdi til Danmark på anslået 443 millioner euro til etaperne i Danmark, lød det blandt andet i præsentationen. Men det er ifølge avisens undersøgelser sminkede tal. Seertallet er reelt på omkring 20 millioner, og reklameværdien er 100 millioner euro lavere.

Og det er et stort problem, at man arbejdede med oppustede tal. Det mener Enhedslistens medlem af byrådet i Kalundborg Kommune, Niels Erik Danielsen.

Jeg føler lidt, at vi er blevet lokket

Niels Erik Danielsen (EL), medlem af byrådet i Kalundborg

- Vi har besluttet at bruge mere end 600.000 kroner på Tour de France. Og det er en beslutning, som vi har indgået blandt andet på baggrund af de her informationer. Og det er naturligvis et problem, hvis man ikke kan stole på de informationer, som man får som politiker, siger han.

Enhedslisten: - Jeg føler, vi er blevet lokket

Kalundborg Kommune er en af de kommuner, som cykelløbet kommer til at passere, men kommer ikke til at indeholde hverken en etapestart eller etapeslutning.

For at få løbet til at passere igennem kommunen skal de betale 600.000 kroner til markedsføring af løbet. Dertil skal kommunen betale for at få fikset asfalten i de veje, løbet skal cykle ad og skal bagefter stå for oprydningen og rengøringen af strækningerne. Hvad det kommer til at koste, er endnu ikke opgjort.

- Jeg føler lidt, at vi er blevet lokket, når de siger, der er langt flere seere, langt bedre brandingværdi og bedre økonomi i arrangementet, end reelt er. Det er, som om de har justeret tallene igennem hele materialet, og det synes jeg ikke er i orden, når man tænker på, at det er skatteborgerne, der skal betale regningen, siger Niels Erik Danielsen.

Den danske arrangør beklager nu, at de har benyttet tallene, og fastslår, at de ikke vil blive benyttet fremadrettet. Overfor Politiken kalder de nu tallene for en menneskelig slåfejl.

Borgmester ærgrer sig over oppustede tal

Kalundborg Kommunes borgmester Martin Damm (V) er delvist enig i kritikken fra Niels Erik Danielsen - men han mener ikke, at lavere tal for præsentationen havde betydet noget som helst for kommunens beslutning om at betale for at lade det store cykelløb passere gennem kommunen.

- Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at tallene fra præsentationen åbenbart ikke holder vand. Tour de France bliver en kæmpe begivenhed, og man havde ikke behøvet at justere på tallene for at få det til at se bedre ud. Og det er træls, at det kommer til at tage fokus fra de muligheder, der faktisk er ved at få arrangementet til at passere igennem vores kommune, siger han.

Ifølge borgmesteren har tallene ikke indgået i kommunens sagsbehandling af arrangementet, og han siger samtidig, at det næppe havde fået en betydning ved beslutningen i byrådssalen.

- Det centrale i det her er, at det er et enormt arrangement, som vi kan få superbilligt til kommunen. Vores eneste opgaver bliver at hjælpe til, og ellers slå på tromme i lokalområdet for arrangementet. Samtidig er det noget, man kan stå sammen om. Arrangementet kommer modsat så mange store idrætsbegivenheder ikke til at koste entré, siger Martin Damm.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tour de France 2012 - her vinderen Bradley Wiggins sammen med sprinteren Mark Cavendish. Foto: Josh Hallett - Creative Commons

Martin Damm vurderer samtidig, at pengene, som kommunen skal bruge, stort set allerede er blevet tjent hjem til egnen.

- Hvis man spørger turismearrangørerne, så tror jeg, at de allerede har tjent pengene hjem. De skal nok få en god sommer, og det skal detailhandlen også. Og det var i sig selv nok til at forme min beslutning, siger borgmesteren.

Ruten er endnu ikke klar

Nyheden om, at Danmark bliver vært for tre etaper af Tour de France i 2021 blev officielt præsenteret ved et arrangement på Københavns Rådhus den 21. februar.

I forbindelse med præsentationen blev der delt en række foldere ud med en præsentation af arrangementet. Tallene blev samtidig præsenteret i en lille video, der blev afspillet til konferencen, som blev afholdt under overværelse af Kronprins Frederik.

Det står fast, at anden etape af løbet skal gå igennem vores landsdel fra Roskilde til Middelfart, men løbsarrangørerne har endnu ikke lagt sig fast på den endelige rute. Der er dog indgået aftaler med en række kommuner, der i fald af, at løbet skal igennem deres kommune, skal betale for ordentlige veje samt skal bruge et beløb på at markedsføre løbsarrangementet.

Stadig en vigtig branding

Uanset hvordan tallene ser ud, så er det en rigtig god aftale for løbskommunerne, der er berørt.

Set med mine øjne er de her penge givet umådeligt godt ud

Thomas Adelskov (S), borgmester, Odsherred Kommune

Det siger borgmesteren i Odsherred Kommune, Thomas Adelskov (S), der umiddelbart er opfyldt af mere for forventning end frustration, når han skal tale om Tour de France.

- For at være helt ærlig, så er det ikke præsentationstallene, der har præget vores beslutning mest. Jeg ved godt, hvad Tour de France er, og hvad det betyder for brandingen af Odsherred. Og hvis det lykkes at få dem til vores område, så er det en rigtig god og billig aftale for os, siger han.

Han peger på, at de 600.000 kroner, som Odsherred også skal bruge på at markedsføre arrangementet, bliver i kommunen, og således også kommer det lokale erhvervsliv til gode. Han sammenligner brandingværdi af arrangementet med Post Danmark Rundt, der i år kommer til kommunen.

- Her betaler vi omkring 300.000 kroner for at få løbet til kommunen - men det er penge, der går til løbet, ikke til kommunen. Og jeg er slet ikke i tvivl om, hvor brandingværdien er størst, siger Thomas Adelskov.

Han peger på kommunens særlige position som en kommune, hvor der er mange sommerhusejere.

- Vi gør meget for at tiltrække aktiviteter og skabe liv i kommunen i sommerlandet. Og her er det altså peanuts, vi betaler for Tour de France. Det er samtidig en aktivitet, som er god for alle. Både sommerhusejere og borgerne i Odsherred kan få glæde af det her - for slet ikke at tale om erhvervslivet. Set med mine øjne er de her penge givet umådeligt godt ud, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App