Dansk Industri til politikerne: - Erhvervslivet bliver overset i valgkampen

Der bliver ikke talt nok om erhvervslivet blandt politikerne i valgkampen. Derfor inviterede Dansk Industri tre kandidater til valgdebat på en fabrik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Erhvervslivet bliver forsømt i valgkampen.

Så klart er budskabet fra Dansk Industri, der opfordrer politikerne til at sætte mere fokus på de udfordringer, erhvervslivet står overfor her i valgkampen.

Derfor havde Dansk Industri inviteret tre kandidater til valgdebat hos plastproducenten Melitek i Nørre Alslev på Falster onsdag. Det forklarede den lokale formand i Dansk Industri Lolland-Falster, Kim Frimann.

- Der er mange emner og temaer oppe i valgkampen. Og erhvervslivet er altid det, der kommer mindst op. Men det er bare erhvervslivet, der er med til at bringe alle de penge ind til samfundet, som kan skabe velfærd. Det er vigtigt, vi får snakket vilkår for erhvervslivet, siger Kim Frimann.

Artiklen fortsætter under billedet.

I virksomheden Meliteks lokaler bliver der produceret plast til medicinindustrien, men under dagens besøg var produktionen indstillet for en stund.
I virksomheden Meliteks lokaler bliver der produceret plast til medicinindustrien, men under dagens besøg var produktionen indstillet for en stund. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

Direktøren for fabrikken, Kim Laursen, har glædet sig meget til denne dag. Og han vidste godt, hvordan han skulle bruge sin taletid over for politikerne.

- Jeg vil tale om de kompetencer, vi har behov for her, hvor vi laver avanceret plast. Vi har behov for uddannelsespladser og nogle rammevilkår, som allerede er gode, men kan blive endnu bedre, siger Kim Laursen og tilføjer:

- Vi er stærkt branded inden for miljørigtig plastik - både med ftalat-fri og PVC-fri. Men også oceanway plastik, som vi lige har søsat som et alternativ.

Artiklen fortsætter under videoen.

Efter valgdebatten stod TV2 ØST's erhvervsreporter Signe Alvang for en kortere udgave af debatten, hvor Louise Schack Elholm (V), Magnus Heunicke (S), René Christensen (DF) og den lokale formand i Dansk Industri Lolland-Falster, Kim Frimann, alle deltog. Du kan se, hvordan det gik her.

Mangler arbejdskraft og uddannelser

Ved arrangementet var Louise Schack Elholm fra Venstre, René Christensen fra Dansk Folkeparti og Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet alle mødt op. Og her fik Dansk Industris lokale formand lejlighed til at forklare gæsterne, hvad det er for nogle udfordringer, erhvervslivet står overfor.

- Nu står vi på Falster på en interessant virksomhed, som hedder Militek. Og der er rigtig meget gang i hjulene på Lolland-Falster generelt og i resten af regionen. Den her aktivitet betyder, at vi skal skaffe arbejdskraft. Den skal vi skaffe på forskellige måder, blandt andet ved at uddanne folk, siger Kim Frimann og tilføjer:

- Så det handler især om uddannelse af folk og at skaffe arbejdskraft fra resten af EU, som er vigtigt for os.

De tre folketingskandidaters besøg startede med en rundtur på fabrikken, der i dagens anledning havde indstillet produktionen. Normalt bliver der produceret miljøvenligt plast til medicinindustrien.

Efter rundvisningen var fabrikken vært for en valgdebat, hvor de fremmødte kunne debattere med de tre folketingskandidater, som alle sidder i Folketinget i dag.

Artiklen fortsætter under billedet.

Under besøget blev der også afholdt en valgdebat for de fremmødte på Melitek.
Under besøget blev der også afholdt en valgdebat for de fremmødte på Melitek. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

Erhvervslivet og velfærd hænger sammen

Virksomhederne er en vigtig motor i det danske samfund. Det viser en undersøgelse, som Dansk Industri har fået lavet for nyligt. Her i regionen er virksomhederne ifølge Dansk Industris beregninger med til at skabe over 105.000 lokale fuldtidsjob.

Samtidig bidrager virksomhederne og medarbejderne med skatteindtægter for over 27 milliarder kroner om året. 

Ved dagens besøg var alle tre kandidater da også enige om, at erhvervslivet skal prioriteres.

- Jeg vil meget gerne tale mere om erhvervslivet. Jeg er socialdemokrat, og nogen prøver at sige I kan jo ikke lide erhvervslivet. Det passer ikke. Vi ved godt at velfærd går hånd i hånd med erhvervslivet, siger Magnus Heunicke (S) og tilføjer:

- Vi synes så også, at der skal være god børnepasning, godt sundhedssystem og uddannelser, for at erhvervslivet kan blomstre.

Louise Schack Elholm var også meget indstillet på at tale om erhvervslivet.

- Der er meget fokus på at bruge penge og meget lidt fokus på, hvordan vi skaffer pengene. Det er rigtig vigtigt, at vi også har fokus på at skabe nogle erhvervsvilkår, der gør, at vi også har vækst, for det er trods alt det, der finansierer vores velfærd, siger Louise Schack Elholm (V).

Og den betragtning giver René Christensen (DF) hende ret i.

- Man skal huske, at vi er et skattefinansieret samfund, og hvis der ikke er nogle private virksomheder, som den her, hvor folk kan arbejde og tjene penge og lave eksport, så har vi ikke noget velfærdssamfund, siger han.

Over 500 milliarder kroner kommer fra erhvervslivet

På landsplan er virksomhederne og medarbejdere med til at bidrage med 550 milliarder kroner om året til den danske velfærd ifølge Dansk Industris undersøgelse.

Pengene kommer gennem skatter og afgifter, og de 550 milliarder kroner udgør halvdelen af alle de penge, det offentlige bruger på at holde samfundet i gang.

I grafikken herunder kan du se, hvor mange jobs og skatteindtægter de private virksomheder skaffer i din kommune.

 


Nyhedsoverblik