Bløde lædersæder, nyvaskede, polerede fælge og masser lir er formentlig noget de fleste bilentusiaster går op i.
Men Daniel Linnebjerg fra Viemoses store passion for biler er en helt anden.
- Så længe det tekniske er i orden, så skal den se så grim ud som muligt, siger Daniel Linnebjerg, der har malet sit rat og panikhåndtag multifarvet, og derudover har køleren som en hajmund, sidespejlene som ører, og da TV ØST møder ham, er han ved at få rustpletter frem i lakken på sin 21 år gamle Toyota Corolla.
- Jeg kan godt lide, når der er sådan lidt rust hist og her, siger han.
Dyrt projekt
Bilen har han arvet fra sin afdøde farfar, og derfor har denne bil, ud af hans i alt fire, en helt særlig betydning. I alt har Daniel Linnebjerg brugt på den gode side af 40.000 kroner på udsmykning stationcaren.
- Jeg kan godt lide at være lidt anderledes. Så gik jeg lidt amok med bilen, siger han.
Den ene gang havde jeg jo en bænk som bagsæde. Det var den ene politimand ikke så glad for.
Stoppet 11 gange på to uger
Daniel Linnebjerg elsker at køre rundt i Corollaen og gøre sig bemærket på vejene, men bliver ofte stoppet af politiet, der vil tjekke om bilen er lovlig. På bare to uger blev han stoppet hele 11 gange.
- De tager lige sådan et par gange rundt om bilen. Den ene gang havde jeg jo en bænk som bagsæde. Det var den ene politimand ikke så glad for, siger han.
Den 22-årige bilentusiast kan indimellem selv også være i tvivl om, hvad på bilen der er lovligt, og hvad der ikke er.
Den er lidt som et trafikuheld. Man vil gerne se den anden vej, men kan alligevel ikke lade være
Skæve blikke
Udover politiet giver Toyota Corollaen også ofte anledning til skæve blikke fra borgere og en masse kommentarer på Facebook.
- Der er en, der skriver: Den er lidt som et trafikuheld. Man vil gerne se den anden vej, men kan alligevel ikke lade være, siger Daniel Linnebjerg.
Den sprællede Toyota Corolla er særligt blevet kendt i Næstved, hvor Daniel Linnebjerg ofte holder til. Ligesom flere personer i Vordingborg kan genkende bilen.
Blandt andet kommer flere lokale borgere hen til Daniel Linnebjerg og gør opmærksom på, at de før har set bilen køre rundt, da TV ØST møder ham senere på dagen på en parkeringsplads i byen - alle med skæve- og nysgerrige blikke.
Mangler stadig meget
Selvom Daniel Linnebjerg vil ofre meget for Corollaen, er han godt klar over, at det er et spørgsmål om tid, før bilen ikke går igennem syn længere. Og til den tid har han gjort plads til den i sin have, hvor han vil udstille den. Men inden da, har Daniel Linnebjerg store planer for bilen i fremtiden.
- Jeg skal have sat tagbagagebære på, og så skal der en masse ragelse ovenpå. Så skal jeg have slebet resten af bilen, og så skal jeg selvfølgelig have lavet mit instrumentbræt. Det står lettere adskilt, siger han.
Udover en større forandring af bilens udseende, har han planer om at deltage i Carbage Run i 2018, som er et roadtrip gennem Europa på 5.000 kilometer for grimme biler.