BERLINMURENS FALD BLEV GEDSERS REDNINGSKRANS

For 30 år siden hamrede østtyskerne sig igennem Berlinmuren og ud i friheden. Vejen mod vest lå åben, men det gjorde farvandet mod nord også. Tusindvis af østtyskere hoppede på den forbudte færge til Gedser, for at indånde friheden og reddede dermed Danmarks sydligste by.

12. november 1989 sejler færgen, Kong Frederik IX, sin daglige tur fra Warnemünde mod Gedser. Havet er stille, himlen dybblå og på dækket står Holger Matthäus, med sit EXA 1B-kamera om halsen, og må næsten knibe sig i armen.

Østersøen var muren mod nord 

Hele sit liv har han boet i Warnemünde og kan færgetiderne på fingrene.

Som barn badede han i de 20-30 bølger, der slog op mod stranden, når færgen ankom. Og som ung gjorde han sig forestillinger om, hvad der gemte sig bag horisonten, som røgstriben fra færgen forsvandt imod.

Artiklen fortsætter under billedet.

Selv var Holger Matthäus selvfølgelig afskåret fra at tage turen. Det var ikke en mulighed i DDR, der allerede få år efter oprettelsen i 1949 byggede hegn og mur rundt om egne indbyggere.

Officielt for at beskytte dem mod det farlige, imperialistiske Vesten.

Uofficielt for at undgå at landet blev drænet for sin egen befolkning, der trods statens advarsler flygtede mod vest, hvor mad og muligheder ikke var en mangelvare.

På den måde var Østersøen mellem Rostock og Danmark en lige så velbevogtet mur mod friheden i nord, som den berømte Berlinmur var mod vest.

En blå mur, som Holger Matthäus altså har set på i 25 år, og nu er på vej til at krydse.

Artiklen fortsætter under billedet.

Han har 36 billeder på filmrullen, og de første billeder knipser han allerede ved afgang. Færgen er fyldt, og passagererne er stimlet sammen på dækket, og så sker der noget fantastisk.

Alle på molen og alle på færgen sender i fællesskab en sidste hilsen til det kollapsede system.

Se i videoen herunder, hvordan Holger Mattäus husker det.

Holger Matthäus havde i månederne før deltaget i demonstrationerne mod systemet. Både i en af de store i Leipzig, hvor det hele startede. Og da demonstrationerne bredte sig til andre østtyske byer, deltog han i dem i Rostock.

Ikke i forreste linje, så modig var han ikke, men han var med, for han var ikke i tvivl. Han ønskede brændende reformer og frihed.

Han var heller ikke i tvivl, da han to dage efter Murens fald i Berlin, fik et tip i studenterklubben. Vandmuren mod nord var faldet og var lige så åben som Berlinmuren mod vest.

Holger Matthäus styrtede hen til billetkontoret og købte tre returbilletter til ham selv, sin bror og sin mor.

Få timer senere står han så på dækket og klapper i takt med de andre, mens Kong Frederik IX glider ud langs molen mod nord.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Men lige så stor glæden er på færgen, lige så trist er stemningen i Gedser. Danmarks sydligste by, med strand og syd-sten, er truet på sin eksistens.

DSB foreslog at lukke både tog og færge

Seks måneder tidligere, i maj 1989, var et notat endt på trafikministerens skrivebord.

En lige højre af et stykke papir fra DSB-toppen i Sølvgade i København til Gedser.

Forud for finanslovsforhandlingerne skulle DSB finde store besparelser. I spidsen for arbejdet sad DSB´s generaldirektør Peter Langager og kiggede mod Gedser og en færgeoverfart, der ikke gav overskud.

Artiklen fortsætter under billedet.

Derfor notatet, der indeholdt fire drøje hug af varierende styrke mod byen i form af fire forslag til besparelser på Gedser-Warnemünde overfarten.

Det mindst vidtgående gik ud på at skære et af de to daglige tog til Berlin væk.

Det mest vidtgående var fuldstændigt at nedlægge både færgeoverfart og togstrækningen mellem Nykøbing Falster og Gedser.

Et forslag, der ville knockoute byen for altid, det er Urban Daugaard sikker på.

Artiklen fortsætter under billedet.

Han sidder ved køkkenbordet i Væggerløse lidt nord for Gedser i det hus, han i sin tid selv byggede.

- Det havde været en katastrofe, hvis det blev lukket. Urban Daugaard holder en lille pause, kigger ud ad vinduet og fortsætter.

- Jeg ved ikke om Gedser havde … jo, selvfølgelig havde den stadig eksisteret, da bygningerne havde været der. Men der havde ikke været meget liv tilbage, hvis færgerne var forsvundet.

Urban Daugaard er for længst gået på pension, men sejlede første gang på Gedser-Warnemünde overfarten i 1964.

Artiklen fortsætter under billedet.

Siden var han rundt på andre af DSB´s færger, før han i marts 1989, to måneder før notatet til trafikministeren, fik drømmejobbet som chefkaptajn på Gedser-Warnemünde overfarten.

- Det var en Gudsbenådet overfart og et vidunderligt sted at være, husker han.

Og det var mere stedet end sin stilling, han var bekymret for. Som tjenestemandsansat skulle DSB nok finde en anden overfart til ham.

Men Gedser kunne man ikke bare flytte rundt på, og byen for enden af Falster var total afhængig af færgerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Allerede i 1903 indviede man den faste togfærge-forbindelse, der skulle sørge for, at lyntoget mellem København og Berlin kom over Østersøen.

Byens pulsslag blev færgens tuden. Uden den ville den ubestridt største arbejdsplads forsvinde.

- Det var jo ikke kun dem, der arbejdede på færgerne. Der var også toldvæsen, politi og de mange, der arbejdede ved jernbanen. Vi var en tjenestemandsby, bygget op omkring færgen, fortæller Urban Daugaard.

Men i 1989 kørte det på pumperne. Østtyskerne måtte ikke bruge færgen, og danskerne foretrak overfarten mellem Rødby og Puttgarden, der var åbnet i 1963.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tilbage var der stort set kun gods og to daglige tog til Berlin, hvoraf det ene medbragte en sovevogn fra Moskva, med kurerpost til ambassaden i København.

På den måde udgjorde overfarten en spinkel livsnerve i en kold verden delt i Øst og Vest. Og det var til overfartens fordel.

For hvad der ikke var rentabelt i husholdningsregnskabet hos DSB, slog ud som overskud på bundlinjen på Asiatisk plads.

Artiklen fortsætter under grafikken.

I et svar til DSB´s notat anfører udenrigsministeriet, at ”Uffe Ellemann ville finde det beklageligt at nedlægge overfarten, set i lyset af opblødningen af øst-vest forholdet”.

DDR var heller ikke begejstret. Østtyskland havde ansvaret for halvdelen af færgeoverfarten, og et af DSB´s andre spareforslag gik faktisk ud på at overlade hele overfarten til DDR.

Men til alle fire forslag reagerede østtyskerne, ”med noget, der kan oversættes til ”bestyrtelse””, som der står i et referat fra juni 1989.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Men det er Murens fald, der for alvor redder overfarten.

- Der sker bare det, at det eksploderer, simpelthen. Folk vælter ombord, husker Urban Daugaard.

Selv sejlede han den 9. november og hørte om murens fald midt ude på Østersøen.

Dagen efter husker han, at en enkelt østtysker var med færgen. Han fik lov til at opleve turen fra broen. En hel del flere var med den 11. november, men det helt store boom sker den 12. november.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er altså ikke kun Holger Matthäus og hans mor og bror, der befinder sig på Kongen. Det samme gør over 500 andre østtyskere.

Østtysk fjernsyn med ombord

Blandt dem en ung TV-reporter, der dokumenterer det hele til "Aktuelle Kamera", nyhedsudsendelsen i det statskontrollerede Østtyske fjernsyn, DDR-Fernsehen.

- Da vi ankom til molen i Warnemünde, stod der hundredvis af mennesker, og der var en fantastisk stemning. Det var en smuk dag, husker Michael Schmidt.

Som ung aftjente han sin værnepligt på Berlinmuren, og havde som journalist ved statens TV-station sin partibog i orden. Men i 1989 savnede han, som så mange andre, et nyt mere demokratisk system.

Hør ham sætte ord på, hvorfor han tror, revolutionen endte så fredeligt i videoen her:

I dag sidder han ved sit skrivebord i NDR´s bygning i Rostock og genser sit 30 år gamle indslag.

Et indslag fra en overfart, der også blev et vendepunkt for ham og hans journalistik.

- Aktuelle Kamera var et program styret og censureret af staten og partiet. Det var ikke fri presse, og folk brød sig ikke om os. Men den dag, 12. november 1989, havde vi mulighed for at lave ny journalistik. Og stemningen vendte, så folk begyndte at synes om os.

Fra det øjeblik kunne vi lave ny, fri journalistik, hvor vi ærligt viste problemerne i landet. Det var en god følelse for os.

Hør Michael Schmidt kommentere sit indslag fra 1989 i videoen her: 

Stemningen på Kongen er fantastisk.

Godt nok har østtyskerne ikke vestlig valuta og kan ikke bruge deres østmark. I stedet forvandler de overfarten til én stor picnic med deres medbragte frokostkurve.

Og stemningen stiger endnu en tak, da kaptajnen meddeler, at færgen giver gratis kaffe til de voksne og chokolade til børnene.

Sådan ankommer Kong Frederik den IX til Gedser og pladsproblemer.

Artiklen fortsætter under billedet.

For det overrumpler alle, at så mange østtyskere pludselig valfarter mod nord. Og grænsekontrollen i Gedser er ikke dimensioneret til verdensrevolution.

Grænsekontrollen på overarbejde

Køen med de mange glade østtyskere snor sig ned ad landgangen, hen langs færgelejet og ind i den gamle stationsbygning, hvor en enkelt disk og to betjente udgør paskontrollen.

Men Østtyskerne er vant til at stå i kø, og den her venter de gerne på.

Artiklen fortsætter under billedet.

Holger Matthäus husker tilbage på ankomsten med et smil, og må igen have hænderne til hjælp, for at genopføre scenen fra dengang.

- Jeg tror aldrig, at Gedser havde oplevet så mange rejsende. Og midt i det hele stod Jan Simonsen, toldbetjenten, med sit stempel.

Holger Matthäus hæver og sænker armen, mens han går rundt og lader som om, han stempler pas.

- Hvem skal have et stempel? Dig, du, velkommen, velkommen, siger han, mens stempel-armen farer op og ned, før begge arme til sidst ryger begejstret i vejret, og han afslutter den lille stempelscene med et smil og ordene.

- Der var en utrolig dejlig og venlig atmosfære.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stemplet, som Jan Simonsen svingede rundt og knaldede ned i de fremstrakte DDR-pas, var kort forinden en varm kartoffel på justitsminister Hans Engells skrivebord.

Østtyskerne havde ikke fri indrejse til Danmark, og nu var en færge på vej med hundredvis af frihedshungrende DDR-borgere, der ville opleve vesten. Og skulle man så bare afvise dem ved grænsen?

Hans Engell har siden fortalt til TV2, hvordan han via en henvendelse fra rigspolitichefen blev bedt om en hurtig beslutning.

I samråd med statsministeriet blev det besluttet, at give østtyskerne en midlertidig indrejsetilladelse ved ankomsten.

Derfor kunne Jan Simonsen uddele sine stempler. Men et stempel til hvad?

Ikke meget liv i Gedser 

Gedser var også dengang mere sløv provins end det vilde vesten. Og spørgsmålet er, hvem der gloede mest, da hundredvis af Østtyskere nysgerrigt oversvømmede den lille by.

Artiklen fortsætter under billedet.

En af dem, der gloede, var i hvert fald Michael Schmidt.

Den 35-årige journalist fra DDR-Fernsehen var godt nok udenrigsreporter, men havde aldrig været i udlandet.

Systemet lod ham ikke tage afsted. Det var ikke personligt, men han var ikke gift. Og systemet antog, at personer uden ægtefæller havde mindre at miste, hvis de under en udlandsrejse skulle få den tanke ikke at vende hjem.

Artiklen fortsætter under billedet.

Michael Schmidts første møde med vesten er dog lidt af et antiklimaks.

- Vi vidste selvfølgelig, at færgen gik til Gedser. Men vi havde ingen anelse om, hvordan Gedser var. Var det en storby? En fin by? Et fedt sted? Ingen vidste det. Og så ankom vi, og hvad så vi? Typisk dansk provins.

Michael Schmidt griner højt, før han læner sig ind mod sin skærm med hånden under hagen og kigger på hans gamle tv-indslag, der er frosset i et billede af ankomsten til Gedser, før han fortsætter.

- Så det var altså Vesten, meget interessant.

Holger Matthäus ved heller ikke helt, hvad han skal tænke, da han kigger igennem søgeren og knipser sit første billede af Vesten.

Det består i sin enkelthed, af det første hus han ser i byen.

- Det er det første indtryk af Danmark, griner han, mens han peger mod huset, der i dag stort set ser ud som dengang.

Artiklen fortsætter under billederne.

Gedser tager pænt imod

Men hvad Gedser ikke præsterer i vilde, vestlige indtryk, kompenserer den så rigeligt med i form af venlig modtagelse.

Folk stiller lys i vinduerne, de tilbyder frugt og vinker til de nye gæster, mens de lader dem trykke næserne flade mod deres vinduer og afprøve hynderne i deres havemøbler.

Holger Matthäus er overrumplet. Han befinder sig i vesten, tilmed et NATO-land, og ingenting er, som Michael Schmidt og resten af den statsstyrede presse i DDR havde fortalt.

- Jeg følte mig hjemme. Det der skulle være vrede imperialistiske fjender, viste sig at være venlige mennesker som os, siger han og viser næste Gedser-skud i fotoalbummet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fotoet forestiller Langgade, som Gedser i grove træk er bygget op omkring. Men sjældent er set et menneskemylder som i 1989.

Men Holger Matthäus er ikke den eneste på pletten. Det samme er Folketidendes fotograf Anders Knudsen, der tager stort set det samme billede.

For scenen er til forsiden. Mylder i den ellers så indslumrende by.  

Artiklen fortsætter under billedet.

På fortove, på vejen, i Brugsen og ved hotellet går forventningsfulde østtyskere lidt forvildede rundt, og suger vesten ind. Og på stationen venter endnu en overraskelse.

Stationslederen sørgede for særtog 

I 37 år havde Jørgen Bisbjerg været ved banen, da han i 1989 blev udnævnt til stationsleder i Gedser.

En anelse skuffende, synes han, set i lyset af de truende besparelser og en mulig lukning af både færgefart og den station, han var sat i spidsen for.

Men knap havde Jørgen Bisbjerg sat stationslederkasketten på hovedet, før han får brug for alle 37 års erfaring.

En erfaring han udfolder, så en Københavnsk avis siden udråber ham til Danmarks ambassadør i Gedser.

- Det var nok en af mine største oplevelser i etaten. Gedser kom med ét slag næsten i verdens centrum, fortalte han i 1992 til Lolland Falsters Folketidende.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er ikke muligt at høre, hvad han siger i dag. Jørgen Bisbjerg gik bort i 2008, men i en kasse på en villavej i Chicago findes hans scrapbøger. Ganske almindelige, røde tre-rings mapper.

Uimponerende indtil man åbner dem, fortæller Tina Bisbjerg Hutchinson.

Hun overtog sin fars minder. Og de yderst organiserede scrapbøger er en ren tidslomme af private og officielle begivenheder.

Blandt dem en række avisudklip, der vidner om en mand, der gjorde en dyd ud ad sit arbejde, og var stolt af sin indsats i dagene efter Murens fald.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der havde selvfølelig før været travlt på den fine station fra 1903, som Jørgen Bisbjerg stod i spidsen for. Især dengang stationsscenerne til Matador blev indspillet i de røde bygninger.

Men hvis Nordisk Film og Erik Balling skabte virak, er det intet at regne imod dagene efter murens fald, hvor de tusindvis af pengeløse østtyskere ankom. 

I al hast organiserer Jørgen Bisbjerg, at civilforsvaret uddeler gratis kaffe, at lokale vognmænd kører gratis sightseeing-ture i oplandet, og at et særtog kører gratis frem og tilbage til Nykøbing Falster, så østtyskerne kan opleve en anelse mere storby, end hvad Gedser præsterer.

En af dem, der kører med Jørgen Bisbjergs særtog, er Holger Matthäus, der skyder et par af sine sidste billeder dér.

Artiklen fortsætter under billedet.

En prisværdig indsats af stationslederen, som noteres på højeste sted. 4. december 1989 modtager Jørgen Bisbjerg et personligt brev fra Peter Langager. Selvsamme generaldirektør, der syv måneder tidligere skrev notatet, der truede med lukning af både færgeoverfart og togstation.

Denne gang er nyhederne fra hovedkvarteret i Sølvgade dog mere glædelige. Otte linjer fra generaldirektøren, der takker Jørgen Bisbjerg for indsatsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

I dag fortæller hans datter:

- Far tænkte tilbage på tiden under murens fald med stolthed og positiv nostalgi. Han var virkelig glad for, at Gedser var verdens centrum for de første rejsende, og de mange, der fulgte efter.

For det store østtyske rykind slutter ikke efter første weekend. Faktisk er det kun begyndelsen.

Strømmen af østtyskere fortsætter

I ugerne og månederne efter bringer både de landsdækkende og de lokale aviser adskillige artikler om de mange østtyskere, der konstant strømmer til Gedser.

Artiklen fortsætter under billedet.

DR er også i byen for at lave en reportage. Det samme er TV2, og faktisk også DSB´s egen interne TV-kanal, der også interviewer Jørgen Bisbjerg.

Se lidt af DSB´s film her med Jørgen Bisbjerg og skibsfører Bent Vinholdt Pedersen.

Pludselig sejler den ellers hensygnende færgeoverfart med fyldt cafeteria og vogndæk.

I weekenden efter sættes der derfor en ekstra færge ind, og senere må lastbiler afvises, fordi der ikke er plads på vogndækket.

En aktivitet, der kan aflæses i passagerstatistikken.

Overfarten reddet

I 1988, året før Murens fald, var der i november 18.145 passagerer med færgen. I november 1989 var der 42.105 med. En stigning, der blot fortsatte.

I 1988 blev færgen benyttet af 276.443 passagerer. I 1990 var der 1.006.734 personer ombord.

Artiklen fortsætter under billedet.

Heller ikke vogndækket var tomt. I 1988 var der 16.629 biler med. I 1990 var det antal steget til 79.864 biler. En blandet fornøjelse for personalet på færgen.

- Jeg kalder det Berlinerluft, smiler Urban Daugaard, og husker tilbage på det lukkede vogndæk, hvor bilerne skulle bakke ind. Der var plads til 120 og de fleste var østtyske trabanter. 

- Når de alle sammen startede, og det hele osede blåt af to-taks motorer. At vi har overlevet det, griner den gamle chefkaptajn.

Notatet fra DSB med de fire spareforslag blev lige så stille gemt af vejen. Gedser kunne ånde lettet op. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Efter sammenlægningen blev DDR-Fernsehen nedlagt og Michael Schmidt blev ansat ved NDR. Første november i år gik han på pension. 

Holger Matthäus er i dag 55 år og viceborgmester i Rostock. Han besøger Danmark fem-seks gange om året, nu med sit fællestyske EU-pas.

Men han gemmer stadig det gamle pas fra DDR med Jan Simonsens stempel i. Et stempel, der symboliserer et vendepunkt i hans liv. Hans første dag i frihed.

Artiklen fortsætter under billedet.

Først i 2009, 20 år efter murens fald, nedlagde DSB endelig togstrækningen mellem Nykøbing Falster og Gedser.

Men selvom der er stille i Danmarks sydligste by, sikrer færgen stadig byens puls. I dag med 20 daglige afgange og mere end 1,7 millioner årlige passagerer.

Grænsekontrollen på stationen er dog for længst væk, men på en fotoopsats kan man se Jan Simonsen og hans stempel til minde om de glade dage i 1989.

Artiklen er blevet til med hjælp fra:

Nakskov Lokalhistoriske arkiv

Falsters Egnshistoriske arkiv

Gedser Lokalhistoriske Arkiv

Guldborgsund Bibliotekerne

TV2 arkiv

Scandlines

DSB

NDR

En særlig tak til:

Holger Matthäus

Michael Schmidt

Urban Daugaard

Tina Hutchinson

Klavs Lauritzen

Ove Jeppesen

Morten Salicath

Martin Müller

Og en række andre personer, som venligt har delt deres personlige beretninger med os.

Kildeliste:

Lolland Falsters Folketidende i perioden 1/11-89 – 1/12-89

https://nyheder.tv2.dk/nyheder/article.php/id-26184099

Desuden er der brugt oplysninger fra andre artikler og hjemmesider.