- Når der er en skraldespand to meter væk, kan man lige så godt smide det i der.
Carla Christensen undrer sig.
Hun og veninden Viola Szöke går på en sti i Nakskov og samler plastik sammen med deres skolekammerater fra 7. klasse på Byskolen.
Det er faktisk rigtig hyggeligt at samle affald sammen med andre
De finder plastik og meget andet affald på den hårde asfalt, i det bløde græs og godt gemt i buskadser, noterer fundet i en GPS og lægger det så ned i sorte sække. Bagefter skal det hele sorteres.
- Det er helt vildt, så mange cigaretskodder der er, siger en overrasket Viola Szöke.
- Og der ligger tyggegummi på asfalten, og det kan man ikke bare samle op, for det klistrer. Og så er der glasskår, som ikke er plastik, men som stadig sviner. Det er ikke så godt for miljøet, supplerer Carla Christensen.
Hjælper til forståelse
7. klassen i Nakskov er med i det landsdækkende naturvidenskabelige eksperiment Masseeksperimentet, hvor 57.000 folkeskole- og gymnasieelever - heraf 11.000 i Region Sjælland - skal samle plastforurening for at kortlægge omfanget og effekterne af plastforurening i den danske natur og på den måde give forskere unik data.
Samtidig er plastikindsamlingen en god mulighed for eleverne til at få ført skolebænksundervisningen ud i praksis.
- Det hjælper eleverne til at forstå, hvor stort problemet er, og de lærer at arbejde på en naturvidenskabelig måde og at være præcis, når plastikket skal kategoriseres, siger Lone Hansen, naturfagslærer på Byskolen.
- Jeg håber, det er med til, at de tænker mere over deres egen adfærd i naturen og måske bliver modige nok til at sige fra overfor andre, der smider skrald i naturen, fortsætter hun.
Lærer meget
Tilbage på stien leder de to piger videre efter plastik med falkeblik. Det vildeste, de har fundet i løbet af dagens indsamling, er en telefon.
- Hov, siger Carla Christensen og fisker en lille bid plastik frem fra et krat og smider det ned i sækken.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det er sådan noget, dyrene spiser, og som de får ondt i maven over, fordi de ikke kan fordøje det.
Carla Christensen og Viola Szöke smider aldrig selv noget i naturen.
Tværtimod samler de skrald op, hvis de støder på noget, mens de cykler eller går, slår de fast. De får meget ud af at være med i eksperimentet.
- Vi lærer, at der i nogle ting er en masse plastik, som vi ikke vidste, og det er faktisk rigtig hyggeligt at samle affald sammen med andre, siger Carla Christensen.