Voksede op med en alkoholisk far: Christian har skrevet en sang om sin barndom

Christian Kawi havde en svær barndom. Nu har han skrevet en sang om sin opvækst med en far, der drak for meget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Christian Kawi var lille, tænkte han ikke så meget over, at hans hverdag var anderledes end kammeraternes.

- Men efter jeg er blevet ældre, har jeg godt kunnet se, at det ikke er normalt, at ens far kommer hjem fra arbejde og tømmer seks øl lige efter hinanden, sætter sig i sofaen og sidder der, indtil han falder i søvn, siger Christian Kawi.

I dag er han 22 år. Hans forældre er blevet skilt, og han taler kun sjældent med sin far.

quote Jeg synes, at det er vigtigt at tale om det, for der er ikke nogen, som kan lide at være alene

Christian Kawi

- Jeg tror på, at han har gjort det, han kunne for at være en god far. Det var bare ikke helt nok. Men jeg er ikke vred længere, siger Christian Kawi.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skrev en sang om barndommen

For nylig udgav han en sang, hvor han sætter ord på sin barndom. Sangen hedder Ansvar.

- Den indkapsler det der med, at man er nødt til at tage ansvar som barn, fordi ens far ikke kan det, siger Christian Kawi.

- Jeg har skrevet den, fordi folk skal vide, at der er mange, der vokser op med det her problem. Og dem, der vokser op med det, skal vide, at de ikke er alene.

Artiklen fortsætter under billedet.

I dag læser Christian Kawi på HF.
I dag læser Christian Kawi på HF.

Med sangen Ansvar forsøger Christian Kawi at sætte ord på de følelser, han havde som barn. Følelser, der er fulgt med ham ind i voksenlivet, hvor de stadig fylder meget i hans bevidsthed.

- I starten tror jeg bare, at jeg tænkte, at det var min skyld, og at det var mig, der var noget galt med, men nu kan jeg jo godt se, at det var min far, der havde et problem. Det var ham, der svigtede. Jeg tror, at de er mange, der har det på den måde, siger han.

- Jeg synes, at det er vigtigt at tale om det, for der er ikke nogen, som kan lide at være alene. Der er ikke nogen, der kan lide at føle sig unormal.

quote Jeg håber, at folk får det ud af min sang, at man godt kan komme ud på den anden side

Christian Kawi

Svært at tale om

Christian Kawi har ofte følt sig alene, og han har oplevet, at det har været svært at tale om sin barndom, fordi ingen omkring ham rigtig forstod, hvad det var for nogle tanker, han gik rundt med.

- Jeg har virkelig svært ved at stole på folk, og jeg har svært ved at fortælle folk, hvilke tanker og følelser jeg har. Det er bare nemmere for mig at gå i studiet og tænde for computeren og mikrofonen og så bare synge det hele ud og gå lidt amok derinde, siger han.

I dag læser Christian Kawi på HF. Han er kommet videre, og han har det godt.

- Jeg håber, at folk får det ud af min sang, at man godt kan komme ud på den anden side. Jeg har godt liv nu, selv om det har været hårdt, men det kan godt lade sig gøre, siger han.

Du kan finde sangen Ansvar på Spotify eller se den lige her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I forbindelse med denne artikel har vi kontaktet Christian Kawis far, men han har ikke reageret på vores henvendelser.


Nyhedsoverblik