Politiker tror på løsning i sag om musikforbud på spillested: - Min holdning er, at vi skal have en dialog

En beværtning i det centrale Slagelse har fået forbud mod at spille live-musik, men det burde være muligt at finde en løsning, mener byrådspolitiker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spillestedet ’G-strengen’ i Slagelse midtby må ikke længere underholde sine gæster med live-musik.

Støjniveauet overskrider nemlig kommunens støj-regler.

Kommunen foretog tre målinger i overboens lejlighed i november sidste år og i april og maj måned i år. Målingerne viste støj i overboens lejlighed på omkring 37 decibel.

quote Det er en kedelig sag

Anne Bjergvang (S), næstformand i Miljøudvalget i Slagelse Kommune

Miljøstyrelsen sætter en vejledende grænse på 25 decibel om aftenen.

Ærgerlig sag

Næstformand i miljøudvalget i Slagelse Kommune, Anne Bjergvang (S), fastslår, at kommunens regler på området følger Miljøstyrelsens anvisninger.

- Slagelse Kommune har vedtaget miljøstyrelsens direktiver, og man holder sig til den vejledning om støj, og det er derfor, at kommunen har været inde over, siger Anne Bjergvang, næstformand i Miljøudvalget i Slagelse Kommune

Hun ærgrer sig over sagens forløb.

- Det er en kedelig sag, og især for udlejeren, som jo er kommet lidt i klemme mellem bygningens lejere. I det her tilfælde kan der rettes henvendelse igen, hvis man iværksætter nogle tiltag, der gør, at der ikke er så meget støj i bygningen.

Til sammenligning:

Et køleskab støjer 40 decibel

En vaskemaskine støjer 60 decibel

En støvsuger støjer 90 decibel

- Min holdning er, at vi skal have en dialog, og det synes jeg også, at der har været i kommunen, hvor man har prøvet at finde en løsning ved at komme med anvisninger.

Tabt kundegrundlag

Hele barens koncept er bygget op omkring live-musikken, men overboen på 3. sal klagede til kommunen over støj, når spillestedet underholdt med livemusik fredag og lørdag mellem klokken 23 og 2 om natten.

- Det er jo én Slagelseborger ud af 35.000, der bor her i bymidten. Jeg forstår det simpelthen ikke. Det er pivuheldigt, siger Michael Dall.

Anne Bjergvang har da også forståelse for barejerens udfordringer

- Jeg har meget stor forståelse for, at det her er et problem for den erhvervsdrivende. Jeg håber på en løsning, der er til gavn og glæde for alle, så vi både har glade erhvervsdrivende, og folk der kan holde ud at bo i sine boliger.


Nyhedsoverblik