Byggeri af forsinket Femern-forbindelse skudt i gang - ny omfartsvej indviet

En ny omfartsvej blev tirsdag indviet i Rødbyhavn. Selvom vejen er lille, markerer det startskuddet på byggeriet af den kommende Femern-forbindelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En borgmester står med saksen i hånden foran en større menneskemængde i Rødbyhavn. Klip.

Den røde snor over vejen flyver fra hinanden, mens folk klapper og Holger Schou Rasmussen (S) deler et håndtryk med direktøren fra Femern A/S.

Øjeblikket markerede indvielsen af en ny omfartsvej ned til trafikhavnen. Omfartsvejen bliver en ny trafikåre, der skal gøre området klar til byggeriet af den kommende Femern Bælt-forbindelse.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lollands borgmester Holger Schou (S) deltog i indvielsen af ny omfartsvej i Rødbyhavn.
Lollands borgmester Holger Schou (S) deltog i indvielsen af ny omfartsvej i Rødbyhavn. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Den nye vej er ikke stor, men den er vigtig i forhold til den officielle begyndelse af det store byggeri til over 50 milliarder kroner. Derfor er Lollands borgmester meget tilfreds med tirsdagens indvielse.

- Det er endnu en af de her startdage på Femern-tunnelbyggeriet, siger Holger Schou Rasmussen og tilføjer:

- Det er en vigtig vej, der er blevet indviet i dag i forhold til at få alle materialerne ind til anlægsfabrikken i Rødbyhavn. Så det er en rigtig god dag. Det er jo endnu et tegn på, at byggeriet kommer tættere og tættere på.

Lille omfartsvej med stor betydning

Den nye omfartsvej kommer til at hedde Jøncksvej. Ifølge bygherrerne vil vejen forbedre trafikafviklingen og trafiksikkerheden i byen. Den vil nemlig lede den tunge trafik ned til trafikhavnen uden om Havnegade i Rødbyhavn.

- Det er en meget lille men betydningsfuld vej, fordi der skal rigtige mange tusind tons materialer ind igennem havnen i første omgang. Hvis det skulle igennem hovedgaden i Rødby, havde det ødelagt hovedgaden fuldstændigt. Nu får vi den tunge trafik udenom byen og over mod elementfabrikken, forklarer Holger Schou.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Efter planen skal Femern-forbindelsen se sådan her ud.
Efter planen skal Femern-forbindelsen se sådan her ud. Foto: Femern A/S

Det er verdens største sænketunnel på 18 kilometer, der skal bygges mellem Danmark og Tyskland. Projektet er blevet forsinket ad flere omgange, allerede inden det er kommet i gang.

Men det hænger direktøren for Femern A/S, Claus F. Baunkjær, som står bag byggeriet, sig ikke så meget i.

- Det er altså kompliceret at bygge sådan en stor, grænseoverskridende forbindelse mellem to lande. Det bliver verdens længste sænketunnel. Der er mange opgaver at løse. Vi synes faktisk, det går godt fremad. Vi har fået løst de problemer, der har været. Og vi står i dag med et rigtig godt projekt, siger han.

Modstand fra tysk side

Femern-forbindelsen skal sikre en køretur til Tyskland på bare ti minutter. Tilbage i 1991 begyndte politikerne at tænke på en forbindelse til tysk side - og i 2008 underskrev Danmark og Tyskland en fælles aftale.

I 2018 skulle forbindelsen have stået færdigbygget, men arbejdet er blevet forsinket af blandt andet modstand fra tysk side.

Holger Schou Rasmussen
Læs også
Borgmester kalder mediestjernes Femern-kritik for skræmmekampagne
Holger Schou Rasmussen
Læs også
Borgmester kalder mediestjernes Femern-kritik for skræmmekampagne

Senest har TV2 ØST fortalt om, hvordan amatørskuespillere og stjerner på det sociale medie Instagram er blevet betalt for at bekæmpe den kommende Femern-forbindelse.

Blandt andet har den tyske organisation Beltretter hyret unge influencers til at fortælle om, hvordan forbindelsen vil skade natur- og dyrelivet på Instagram og YouTube.

- Det er virkelig vigtigt, at vi alle gør alt for at stoppe tunnelen. Tunnelbyggeriet har katastrofal virkning, lyder det fra tyske Talisa Minoush i en video på YouTube.

Se, hvordan tyske Talisa Minoush forsøger at bekæmpe byggeriet af Femern-forbindelsen på YouTube, i videoen herunder.

 

Spørger man den lokale beboer, Arne Hansen, fra Rødbyhavn, så var det ærgerligt, at de mange organisationer i Tyskland tog disse virkemidler i brug.

- Det var lidt kedeligt, ikke. De har i hvert fald været medvirkende til, at det har trukket ud i Tyskland, fordi der har været meget stor modstand, siger han.

Borgmester er optimistisk

Lige nu er bygherrerne blandt andet i gang med det forberedende arbejde til den store tunnelelementfabrik og arbejdshavnen i området.

Efter planen skal tunnelen stå færdig i 2028. Og selvom projektet er blevet udskudt i rigtig mange år, så holder borgmester Holger Schou Rasmussen optimismen oppe.

- Storebæltsforbindelsen var forsinket 50 år, så så langt er vi ikke bagefter. Vi er på det 30. år, så der er 20 år at løbe på endnu. Men pengene er frigivet, og myndighedsgodkendelsen er på plads i Tyskland. Der er lutter optimisme alle steder, også når jeg ser i forhold til behandlingen på den tyske side. Så jeg er ret sikker på, at vi har en tunnel, som står klar i slutningen af 20’erne.

Indtil videre hedder det 2028, tror du på det?

- Det er ikke så vigtigt for mig. Det vigtigste er, at det kommer i gang, og det kommer i gang nu. Om den er færdig i 29 eller 30 er egentligt ligegyldigt. Jeg tror på, at hvis det er i den kadence, som der er i øjeblikket, så kan man godt blive færdig i 28, siger borgmesteren.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mange var mødt op til indvielsen af den nye omfartsvej i Rødbyhavn.
Mange var mødt op til indvielsen af den nye omfartsvej i Rødbyhavn. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Også direktøren i Femern A/S, Claus F. Baunkjær, er sikker på, at Femern-forbindelsen nok skal se dagens lys, selvom byggeriet er blevet forsinket betragteligt.

Femern-forbindelsen er blevet forsinket mange gange. Der har været stor modstand fra tysk side, så kan du forstå, hvis nogen tvivler på, om det stadig bliver til noget? 

Ja, det synes jeg godt, man kan spørge sig selv om. Det kan jeg godt sige meget klart, at det gør den. Og jeg synes heller ikke, at modstanden fra tysk side er så stor, som man kan få indtryk af, siger han.

Arbejdet med at bygge den store tunnelelementfabrik vil ifølge planerne gå i gang lige efter nytår.

 


Nyhedsoverblik