Rotter og fødevarer hænger ikke sammen. Det ved de alt om i Dagli’ Brugsen i Rødvig, der siden lørdag har været lukket, fordi man fandt spor af en rotte i butikken.
Det er anden gang inden for seks uger, at Brugsen må holde lukket på grund af fund af rotter.
Vi har kasseret en masse varer. Der er ikke noget, der skal skade vores kunder
- Det er meget beklageligt, men det er ikke den samme rotte, kan jeg sige. Vi tager alle forholdsregler. Vi har kasseret en masse varer. Der er ikke noget, der skal skade vores kunder, siger Peter Thomsen, uddeler, Dagli´ Brugsen, Rødvig til TV ØST.
En rotte er måske lille, men den har store konsekvenser for en butik, der sælger fødevarer.
- Den her gang er vi højt prioriteret inde hos Coop. Vi har ikke råd til, at det sker igen. Jeg tør ikke sætte tal på, men vi er måske oppe på 200-300.000 kroner, siger Peter Thomsen.
Først på taget – nu i afløbet
Da Brugsen sidst måtte lukke, havde en rotte været på spil på loftet i butikken. Denne gang kommer rotten nedefra.
- Vi har et afløb i forbindelse med vores køler, og ved siden af det afløb var der et hul. Det er nu blevet cementeret. Vi har efterfølgende sat afspærring op i området og vi har drysset mel ud, men der er ingen spor af rotten mere, siger Peter Thomsen.
Vi har drysset mel ud, men der er ingen spor af rotten mere
Nu venter personalet bare på at få lov til at åbne igen.
- Vi har gjort alt. Hele butikken bliver gjort grundigt rent og alle varer og hylder bliver desinficeret af et professionelt firma inden åbning, siger Peter Thomsen.
Håber på kundernes forståelse
Der er kun gået 24 timer, siden man lukkede rottens adgang til butikken, men der skal gå mindst 48 timer, før butikken igen kan åbne.
- Jeg er utrolig ked af, at det skal ske igen. Især over for mine kunder og vores troværdighed, men jeg håber, at kunderne forstår, at vi ikke vil gå på kompromis med sikkerheden, siger brugsuddeleren.
Dagli’ Brugsen i Rødvig håber at kunne åbne igen torsdag morgen.