Brugs inviterer 400 kunder til gratis fællesspisning

Kunderne i Stenlille har købt så mange grøntsager i den lokale SuperBrugsen, at 400 borgere nu bliver inviteret til gratis fællesspisning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

661 procent flere snack-gulerødder, 575 procent mere spinat og 234 procent flere champignoner.

Borgerne i Stenlille har i januar købt så meget mere grønt i forhold til samme periode sidste år, at SuperBrugsen nu inviterer kunderne på gratis fællesspisning

- Vores kunder har virkelig været friske på at give den en skalle med at købe flere grøntsager, og vi havde lovet at give dem en middag, hvis vi solgte 50 procent mere grønt end sidste år. Det er lykkedes, siger brugsuddeler Max Thomsen til TV ØST.

quote Vi havde lovet at give dem en middag, hvis vi solgte 50 procent mere grønt end sidste år. Det er lykkedes

Max Thomsen, brugsuddeler, SuperBrugsen Stenlille

I uge 2, 3 og 4 har SuperBrugsen i Stenlille nemlig langet 52 procent flere grøntsager over disken end de samme uger sidste år.

Det skal fejres

På søndag er 400 kunder i Stenlille inviteret til Stenlille Hallen, hvor kokke fra Meyers skal stå for maden, der med undtagelse af kylling, kun kommer til at bestå af grøntsager

- Vi glæder os til at se en masse mennesker, og så regner jeg også med, at de dygtige kokke vil inspirere os alle sammen til at lave endnu mere grønt mad, siger Max Thomsen.

Middagen i Stenlille Hallen begynder klokken 17:45, og brugsuddeleren forventer fuldt hus.

Kedelig rekord er slået

Der var en helt naturlig årsag til, at SuperBrugsen i Stenlille i januar blev omdannet til en ”GrøntBrugs”. En undersøgelse viste nemlig, at SuperBrugsen her er den butik i kæden, der solgte færrest grøntsager per kunde i forhold til omsætningen.

- Jeg var nok lidt skeptisk i starten, for vi skulle sælge virkelig mange grøntsager for at nå målet. Jeg er virkelig imponeret over, at så mange har haft ja-hatten på, siger Max Thomsen.

Brugsuddeleren oplyser, at der fortsat bliver solgt mange grøntsager i forretningen, selv om eksperimentet blev afsluttet for over en måned siden. 

 


Nyhedsoverblik