Brobyggeri deler Lundby i to: Giver 10 kilometer stor omvej

Lundby bliver delt i to i ti måneder, mens broen over jernbanen bliver revet ned og en ny bygges. Byggearbejdet vil betyde en omvej på 10 kilometer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra i dag deles Lundby for alvor i to.

Anlægsarbejdet til den nye vejbro over jernbanen er nemlig begyndt.

Det betyder, at den nuværende bro over skinnerne skal rives ned i de næste to weekender, hvorefter den nye bro skal opføres over de næste ti måneder.

Skal biltrafikanter derfor fra den ene ende af byen og over til den anden, må de ud på en omvej på cirka 10 kilometer, mens byggearbejdet er i gang.

Og det er en ændring i infrastrukturen, som borgerne har lagt mærke til.

quote Det betyder, at dem, der kører i bil, vil køre uden om og vælge et andet sted at handle formodentlig

Bo Weber, købmanden

- Det betyder, at jeg skal køre i bil over Ring og ad bagvejen ned til Lundby, siger Jytte Høj Hammer, der bor i den ene del af Lundby.

- For dem der bor på den her side af broen, kommer det ikke til at betyde så forfærdeligt meget, men for dem der bor på den anden side ud mod Næstvedvejen, der vil det så selvfølgelig komme til at betyde noget, siger Mie Anne Mellergaard, der også bor i landsbyen.

En del af Femern-forbindelsen

Opføringen af den nye bro sker som led i Femernforbindelsen, hvor mere end 100 broer enten skal udvides eller ombygges for at lave kørestrøm på jernbanestrækningen.

Den nye bro skal altså elektrificeres og gøres højere samt bredere for at indgå i Ringsted-Femern Banen.

Og mens byggearbejdet står på, skal borgerne enten køre til Ring eller til Sværdborg for at krydse skinnerne i bil.

Opdeling af byen bekymrer lokal købmand

Med beboelse på den ene side af byen og skole, apotek, pizzaria samt en købmand på den anden side af jernbanen spiller vejbroen en helt central rolle i forhold til infrastrukturen.

Omvejen til indkøbsmulighederne bekymrer derfor byens lokale købmand.

- Det betyder, at dem, der kører i bil, vil køre uden om og vælge et andet sted at handle formodentlig, siger købmanden, Bo Weber.

Gangbro og tunnel

Men er man på gåben eller på cykel kan tunnellen eller gangbroen ved togstationen benyttes I perioden.

Det er også Ronni Wøhlers plan, som selv bor i den modsatte ende af den lokale Merko.

- Jeg har ikke bil, så vi bruger tunnelen, som går under skinnerne, så den bruger vi, når vi går her op. Så det får ikke den store betydning for os, hverken mig eller min kæreste, fortæller han.

Den nye bro over jernbanen forventes at kunne binde byen sammen igen i november. 


Nyhedsoverblik