Brobygger fik Mohammed med til boksning - nu ønsker DGI mere hjælp fra kommuner

Hvis udsatte børn skal dyrke sport ligesom andre, så kræver det en ekstra indsats ifølge DGI Storstrømmen. Det er lykkedes med flygtninge i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Næstved Bokseklub er 13-årige Mohammed Hussein ved at snøre sine sko og iføre sig de store sorte boksehandsker med den grønne kant. Han er nemlig vild med at bokse.

- Det er sjovt at bokse, siger han.

- Siden jeg var lille, har jeg tænkt på at gå til boksning.

quote Peter har hjulpet mig med at starte til boksning

Mohammed Hussein, flygtning og bokser, 13 år

For Mohammed Hussein var det at melde sig ind i en idrætsforening ikke ligefrem en mulighed, der lå lige til højrebenet.

Det skete først, da en konsulent fra projektet Foreninger for Alle tog fat i Mohammed Hussein og hans familie. Han kom sammen med familien til Danmark for fire år siden, da de flygtede fra Syrien.

- Peter har hjulpet mig med at starte til boksning. Vi har mødt hinanden, hvor han spurgte mig, hvilken træning jeg ville gå til, og så sagde jeg, at jeg ville gå til boksning, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mohammed Hussein er flygtning og går til boksning i Næstved. Det kan han takke brobygger Peter Krüger og resten af projektet 'Foreningen For Alle' for.
Mohammed Hussein er flygtning og går til boksning i Næstved. Det kan han takke brobygger Peter Krüger og resten af projektet 'Foreningen For Alle' for. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Peter fik Mohammed med til boksning

Peter Krüger, som Mohammed Hussein nævner, er hele årsagen til, at den 13-årige flygtning overhovedet startede til boksning.

I projektet Foreninger for Alle er Peter Krüger nemlig brobygger. Det vil sige, at han og resten af folkene bag projektet bygger bro mellem hjemmet, barnet og idrætsforeningen. På den måde har de held med at få børn og unge med flygtningebaggrund til at dyrke idræt.

Læs også
Boksning på Motalavej får unge ud i positive fællesskaber
Læs også
Boksning på Motalavej får unge ud i positive fællesskaber

- Det kan være svært for nogle unge at vide, hvordan man kommer i kontakt med folk, og hvad man spørger om. De ved måske ikke, hvad man skal have med af rekvisitter, og hvordan træningen foregår, siger Peter Krüger, men det hjælper han dem med.

- Det danske foreningsliv kan man sige er ret unikt. Der er ikke så mange andre steder i verden, hvor man har det på denne måde, hvor det for en stor dels vedkommende foregår ved frivillighed, tilføjer han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Peter Krüger er brobygger i projektet og en af årsagerne til, at flygtningen Mohammed Hussein går til boksning.
Peter Krüger er brobygger i projektet og en af årsagerne til, at flygtningen Mohammed Hussein går til boksning. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Økonomisk hjælp er godt, men kan ikke stå alene

Nu ønsker DGI Storstrømmen, at flere kommuner bakker op om denne slags initiativer. Brobygning er nemlig en vigtig del for at hjælpe flere udsatte børn og unge ind i de lokale idrætsforeninger.

Men som det ser ud i dag, har 40 ud af 98 kommuner ikke nogen støtteordning, som kan hjælpe de udsatte børn og unge på vej med støtte til udstyr, kontingent, betaling af stævner og så videre. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse.

quote Det hjælper ikke noget, at man har midler til kontingenter, træningstøj og fodboldstøvler, hvis ikke vi får de unge mennesker med derned

Henrik Holmer, formand, DGI Storstrømmen

Den type pulje har man dog i Faxe, Stevns og Lolland Kommuner. Også i Næstved, Vordingborg og Guldborgsund Kommuner kan udsatte børn og unge søge økonomiske tilskud hos Broen Danmark hvert år.

Støtteordninger og puljer er vigtige, men ifølge formanden i DGI Storstrømmen, Henrik Holmer, kan den økonomiske hjælp ikke stå alene.

- Det hjælper ikke noget, at man har midler til kontingenter, træningstøj og fodboldstøvler, hvis ikke vi får de unge mennesker med derned. Det er der, projektet Foreninger For Alle viser, at man med en brobygger kan løfte dem på plads efter sommerferien, siger Henrik Holmer.

Brobygningsindsatsen har blandt andet betydet, at Mohammed Hussein i dag træner tre gange om ugen i bokseklubben. Det har han gjort i godt og vel et år.

- Jeg lærer tricks til boksning, og om hvordan jeg skal beskytte mig, hvis nogen slår mig, siger han.

Læs også
Oliver Meng fra Falster er verdensmester efter hurtigt knockout
Læs også
Oliver Meng fra Falster er verdensmester efter hurtigt knockout

Brobygger-projekt stopper i det nye år

Foreninger for Alle er et toårigt projekt, som er støttet af hovedorganisationen Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Integrationsministeriet og Næstved Kommune.

Men projektet stopper ved udgangen af året, og så er der ikke noget andet tilbud, der tager over. Derfor efterlyser Henrik Holmer en større økonomisk hjælp fra kommunerne, så man kan føre lignende projekter ud i livet.

- Når vores brobygger tager fat i dem (børn og unge, red.) og siger Husk nu, at nu starter sæsonen. Vi skal i gang igen. Så viser det sig, at størsteparten af dem går i gang igen. Og det er i virkeligheden det, vi gerne vil og gør opmærksom på, at der kan være mange unge mennesker, der kunne have glæde af det, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Formand for DGI Storstrømmen, Henrik Holmer, mener, at det er nødvendigt at lave særlig brobygningsinitiativer, hvis man have udsatte børn og unge med i de lokale idrætsforeninger.
Formand for DGI Storstrømmen, Henrik Holmer, mener, at det er nødvendigt at lave særlig brobygningsinitiativer, hvis man have udsatte børn og unge med i de lokale idrætsforeninger. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Politiker: Vil se på muligheder for at støtte et bredere projekt

I Næstved Kommune vil Kultur- og demokratiudvalgets formand, Linda Frederiksen (S), ikke love penge fra kommunen til en lignende indsats.

Men hun er åben for at se på mulighederne for i givet fald at støtte et bredere projekt.

quote I min verden, hvis vi snakker om at få motioneret og være en del af en forening, så er alle dem, der ikke er med i en forening, i princippet udsatte

Linda Frederiksen (S), formand, Kultur- og demokratiudvalget, Næstved

- I min verden, hvis vi snakker om at få motioneret og være en del af en forening, så er alle dem, der ikke er med i en forening, i princippet udsatte. Så alle dem, som ikke har en tilknytning, vil vi gerne have fat i. Det handler ikke om, om man er ikke etnisk dansk eller ej, siger hun.

Projektet har førhen vist, at et aktivt idrætsliv ikke kun er godt for konditionen, men det er også godt for integrationen af flygtninge og deres trivsel i det danske samfund. Det fortæller projektets brobygger, Peter Krüger.

- Det er vigtigt, fordi det kan være indgangen til alt muligt andet. Det kan være en indgangsvinkel til et fritidsjob og generelt til et større netværk. Og så er der jo hele sundhedsdelen, som også er vigtig, siger Peter Krüger.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Vil blive ved i bokseklubben

Hos Mohammed Hussein har brobygningsindsatsen og samspillet med Peter Krüger generelt gjort et stort indtryk.

quote Det er en god ting, at jeg kommer til boksning og laver noget i stedet for at sidde derhjemme og se fjernsyn og spille computerspil

Mohammed Hussein, flygtning og bokser, 13 år

- Det er en god ting, at jeg kommer til boksning og laver noget, i stedet for at sidde derhjemme og se fjernsyn og spille computerspil. Det er bedre at lave noget motion i form af boksning, siger han.

Og selvom han fremover selv skal finde til træning, så har han tænkt sig at fortsætte med at bokse.

- Ja, helt sikkert. Jeg kommer selv til boksning. Jeg kan cykle derhen, og nogle gange kan mine forældre køre mig, siger han.

Projektet Foreninger For Alle er blevet evalueret, hvor det fremgår, at 51 ud af 76 børn og unge fortsat var med i en forening ti måneder inde i projektet i Næstved.


Nyhedsoverblik