Bredt folketingsflertal slår ned på vanvidskørsel

Politisk aftale øger straffen for vanvidskørsel markant og gør det muligt at tage bilen fra bilisterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et bredt flertal i Folketinget er enige om at skærpe straffen for vanvidskørsel betydeligt. Under særligt grove omstændigheder vil straffen kunne mere end fordobles.

Det skriver Justitsministeriet fredag i en meddelelse.

- Vi skærper straffen for vanvidsbilisme på en lang række områder, styrker politiets mulighed for at beslaglægge biler brugt til vanvidskørsel på stedet og giver samtidig leasingselskaberne bedre redskaber til at afskære vanvidsbilisters mulighed for at lease biler hos dem.

- Vi vil ikke finde os i, at vanvidsbilister gør vejene utrygge og bringer andres liv i fare, skriver justitsminister Nick Hækkerup (S) i meddelelsen.

Lettere at konfiskere vanvidsbilisters køretøjer

Det har længe været en politisk prioritet for både regeringen og en lang række partier at skærpe straffene for vanvidskørsel. Aftalen er indgået mellem alle partier i Folketinget med undtagelse af Liberal Alliance og Alternativet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ud over betydeligt højere straffe for uagtsomt manddrab og legemsbeskadigelse i forbindelse med vanvidskørsel indebærer aftalen også, at færdselsovertrædelser, der har givet ubetinget fængsel, vil komme på straffeattesten.

Det skal hjælpe eksempelvis leasingselskaber til at se, om en person er dømt for vanvidskørsel, inden de lejer en bil ud til vedkommende.

Og så vil det bliver lettere at konfiskere vanvidsbilisters køretøjer straks.

- Vi har længe foreslået at kunne sætte hårdere ind over for vanvidskørsel. Nu får vi taget et opgør med vanvidsbilister.

- De skal langt væk fra gader og stræder. Bilerne skal konfiskeres. Og til chaufføren, der kører hasarderet og hensynsløst, kommer der nu en hård og kontant straf, skriver Venstres retsordfører, Inger Støjberg, i en kommentar til aftalen.

Enhedslisten bakker op om hårdere straffe

Der har de seneste par år været flere eksempler på tragiske dødsfald på grund af vanvidsbilisme, hvor narkopåvirkede bilister har kørt alt for hurtigt.

quote Bilen er i hænderne på vanvittige tåber og bøller en dræbermaskine

Henning Hyllested (Ø), transportordfører

Selv Enhedslisten, der normalt ikke går ind for hårdere straffe, bakker da også op om aftalen.

- Bilen er i hænderne på vanvittige tåber og bøller en dræbermaskine. Især når der ræses gennem byen med 150 kilometer i timen eller mere.

- Det er vigtigt at få sendt et signal til folk i almindelighed – til potentielle vanvidsbilister i særdeleshed – om, at hammeren falder hårdt, skriver partiets transportordfører, Henning Hyllested, i en kommentar.


Nyhedsoverblik