Beboerne på et socialpsykiatrisk botilbud for voksne i Stege blev i nat evakueret, fordi der var udbrudt brand i en lejlighed.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Lejlighedens beboer og en ansat blev kørt på sygehuset til tjek for røgforgiftning
- Ilden er opstået omkring et fjernsyn i en lejlighed på stedet, hvor der er sod- og røgskader, siger Henrik Karlsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Personalet slog alarm klokken 00.04, hvorefter brandvæsnet straks rykkede ud til botilbuddet på Platanvej 41 i Stege.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Der var ingen personskader, men lejlighedens beboer og en ansat blev kørt på sygehuset til tjek for røgforgiftning. Det er ikke noget alvorligt, siger Henrik Karlsen.
Der er tale om en 50-årig mandlige beboere og en 62-årig kvindelig ansat.
Botilbuddet på Platanvej er et socialpsykiatrisk botilbud for voksne borgere med sindslidelse, der har behov for døgntilbud i en kortere eller længere periode.
Undersøges nærmere af teknikere
Personalet var dog kortvarigt nødt til at evakuere de andre beboere på stedet.
- De andre beboere blev lige taget ud af deres lejligheder. Men de er kommet ind igen, siger Henrik Karlsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vagtchefen oplyser desuden, at både evakueringen og slukningsarbejdet forløb uden dramatik.
- Ilden var slukket, da politiet kom frem til stedet, siger han.
Politiets brandtekniske skal nu forsøge at klarlægge brandårsagen.