Brand i Slagelse - mindst 26 ruder smadret

En brand i et skur i Slagelse har ødelagt adskillige vinduer i nærliggende lejligheder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Natten til lørdag blev der travlt på alarmcentralen, da adskillige borgere ringede for at anmelde en voldsom brand på Søndermarksvej i det østlige Slagelse.

Branden i et skur, der indeholdte cykler og affaldscontainere, var nemlig så voldsom, at den kunne ses langt væk, fortæller TV2 ØST's mand på stedet.

Politiet ved endnu ikke, hvordan branden er opstået.

- Vi skal have lavet tekniske undersøgelser, før vi kan sige noget om brandårsagen, fortæller vagtchef Jan Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ruder smadret

Den voldsomme brand har dog ikke kun gjort skade på skur, cykler og affaldscontainere.

- Skuret er stort set udbrændt, og så er der nogle vinduer på en nærliggende etageejendom, der er ødelagt. Det er strålevarme fra branden, der har skadet dem, fortæller vagtchef Jan Nielsen, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge TV2 ØST's oplysninger er mindst 26 vinduer i de nærliggende lejligheder revnet og sprunget som følge af den voldsomme varme.

Har du oplysninger om branden? Så kontakt politiet på telefon 1-1-4

Varmen fra branden har fået flere ruder til at revne.
Varmen fra branden har fået flere ruder til at revne. Foto: Lind Foto

Nyhedsoverblik