Flammer åd sig i nat gennem et stort lager med bigballer af halm i Søllested på Lolland.
Det oplyser Syd- og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Politiet regner med, at branden er påsat.
Kort før midnat modtog politiet et alarmopkald om, at der var brand i en lade med halmballer. Og de næste par dage vil branden stadig ulme, fortæller den vagthavende hos politiet.
- Det skal have lov til at brænde ud. Brand i halm er jo ikke sådan lige til at slukke, siger han.
Politiet henstiller til, at man ikke ringer 1-1-2, hvis man ser branden, fordi den er helt og aldeles under kontrol.
To drenge set i nærheden
Til gengæld vil de gerne i kontakt med to unge drenge, der er set komme gående på vejen tæt ved laden kort før branden opstod.
- Det er ikke sikkert, de har noget med branden at gøre, men hvis der går to drenge rundt derude og har set noget, så hører vi gerne fra dem, siger den vagthavende til TV ØST.
Det er sparsomt med signalementet af de to drenge, men de beskrives som:
- 15-16 år gamle
- Mellem 170-180 centimeter høje.
Hvis man har information i sagen, kan man kontakte politiet på 1-1-4.