Borgmester om nedrivningsplaner: - Vi vil ikke have flere boliger, end der er behov for

Beslutningen om at fjerne 85 boliger i Rødbyhavn vækker både bekymring og forargelse. Her svarer borgmesteren på, hvorfor det er nødvendigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Byrådet i Lolland Kommune har besluttet, at der skal være 85 færre almennyttige boliger i Rødbyhavn. Det er sket, efter kommunen har kigget på, hvad der er brug for af boliger til borgerne på Lolland i fremtiden.

Med den beslutning vil der også blive sat en stopper for en del af den tilflytning kommunen har af borgere fra andre kommuner, der ikke er i arbjede og som på andre områder er en udgift for kommunen.

Det er besluttet at 41 af lejemålene skal fjernes fra det område, der hedder Sognefogedvænget. De sidste 44 boliger skal enten fjernes fra Syltholmparken eller Kongelddet eller en del fra hvert område. 

41 lejemål skal fjernes fra Sognefogedvænget i Rødbyhavn. Resten skal renoveres.
41 lejemål skal fjernes fra Sognefogedvænget i Rødbyhavn. Resten skal renoveres. Foto: TV2 ØST

Meget stod tomt

Borgmesteren forklarer, at for seks til syv år siden blev der truffet beslutning om nedrivninger og garantier i Nakskov, som politikerne ikke var helt enige i.

- Og på baggrund af det, sagde vi, at vi bliver nødt til at have styr på det her politisk, så boligselskaberne ikke bare bygger og renoverer, uden at vi får analyseret på, hvad det er for et behov, vi har i fremtiden, siger Holger Schou Rasmussen (S) og fortsætter: 

- Vi kunne se, at rigtig mange boligforeninger begyndte at komme i udlejningsvanskeligheder, så der var meget, der stod tomt. Og det betyder, der ikke var en særlig rentabel forretning. Og hvis de ikke har en rentabel forretning, går de konkurs. Og så er det sådan set kommunerne, der kommer til at betale, fordi vi skal give de her garantier. Vi syntes ikke, det var rimeligt, at vi skulle stå til ansvar, uden at vi var klar over, hvad det er for en plan, vi har for vores almene boliger, og hvad er det for et behov, vi har i fremtiden, siger borgemesteren.

quote Vi tager et kæmpestort socialt ansvar i Lolland Kommune, men vi kan jo ikke blive ved med at løfte, at andre kommuner hjælper deres borgere til at flytte hertil

Holger Schou Rasmussen, (S), borgmester i Lolland Kommune

Styregruppe

Sammen med boligforeningerne på Lolland blev der nedsat en styregruppe. Her var både politikere og repræsentanter fra boligforeningerne med. Gruppen skulle kigge på hvilke boliger og hvor mange, der er behov for til borgerne på Lolland i fremtiden. 

- Det er på den baggrund, vi er kommet frem til den her områdehelhedsplan, som nu ligger – hvad er det for en nedskaleringsplan, vi skal have i de forskellige områder, for vi kan se, der kommer færre borgere, forklarer Holger Schou Rasmussen.

Skatteborgernes penge

Formanden for boligforeningen (Helen Siegvardsen,Lolland Almennyttoge Boligselskab, red.) i Kongeleddet undrer sig over, at hun ikke får noget at vide om, I vil fjerne 85 boliger i Rødbyhavn. Hvorfor gør hun ikke det?

- Det er, fordi vi har tre boligforeninger i Rødbyhavn. Og det, der er sagt om fremtidens behov, er, at der skal være 85 færre boliger i Rødbyhavn, siger borgmesteren og fortsætter: 

- Da der kun er tre boligforeninger og den ene, Sognefogedvænget, er i gang med en helhedsplan, hvor de nedeskalerer med 41 lejligheder, så er der to boligforeninger tilbage. Og det klart, at når de engang skal i gang med at renovere, så vil vi kigge på den her plan og se, hvad det er for et behov, vi har i fremtiden.Vi vil ikke have flere boliger, end der er behov for. For hvis der bliver ledige boliger i fremtiden, som det ser ud til, der vil blive, så står vi til at skulle dække de her garantier.

- For min skyld må Kongeleddet bygge dobbelt så mange boliger, hvis de vil, så skal de bare finde nogle andre, der vil stille garantierne. Det er jo skatteborgerne og fællesskabet, der stiller de garantier, og det er jo klart, at man ikke stiller garantier for noget, man ikke ved, hvordan bliver i fremtiden, siger borgmesteren. 

Det almennyttige boligbyggeri Kongelddet i Rødbyhavn. Alle lejligheder er lejet ud i øjeblikket.
Det almennyttige boligbyggeri Kongelddet i Rødbyhavn. Alle lejligheder er lejet ud i øjeblikket.

Revolvermetode

I lagde ud med at sige, at hvis man vil have renoveret et sted, skal man også sige ja til reducere et andet?

- De to boligforeninger skal i fremtiden finde en eller anden form, sådan at når de skal have renoveret, så skal der ske en nedeskalering i antallet af boliger. Den er ikke længere. Og der er Kongeleddet og Syltholmsparken i spil, fordi de er de sidste, der er tilbage, siger Holger Schou Rasmussen.

quote Jeg sikker på, vi godt kunne bygge flere almennyttige boliger på Lolland, hvis vi tog til København og satte et skilt op, hvor der stod, at her er tomme billige boliger, så flyt bare ind

Holger Schou Rasmussen, (S), borgmester i Lolland Kommune

Men kan I gå ind og sige, når de nu er to forskellige enheder, at hvis I vil have lavet noget et sted, så skal I fjerne et andet sted?

- Hvis der skal fjernes 44 boliger, og vi laver en aftale med Syltholmsparken om, at de fjerner 25 lejligheder, så er der kun tilbage at sige til Kongeleddet, at nu skal vi have kigget på dem. Det er ikke kun nedskalering, men også hvad det er for nogle boliger, vi ønsker i fremtiden. Vi vil have lav bebyggelse. Vi får ikke nogle af de mennesker, der bor på Lolland til at flytte i de her etageboliger, siger Holger Schou Rasmussen (S) og fortsætter:

quote Hvis der skal fjernes 44 boliger, og vi laver en aftale med Syltholmsparken om, at de fjerner 25 lejligheder, så er der kun tilbage at sige til Kongeleddet, at nu skal vi have kigget på dem

Holger Schou Rasmussen, (S), borgmester i Lolland Kommune

- Det, der er flyttet rigtig meget af ind i Kongeleddet, det er borgere udefra. Og jeg sikker på, vi godt kunne bygge flere almennyttige boliger på Lolland, hvis vi tog til København og satte et skilt op, hvor der stod, at her er tomme billige boliger, så flyt bare ind. Men så ved vi godt, at vi kommer til at løse en stor del af den opgave for de mennesker, der bliver udstødt blandt andet fra de her ghettoer og de store boligområder i hovedstaden, fordi de står uden for arbejdsmarkedet.

Ikke alle er velkomne

Så det handler også om, at der er nogle folk, I ikke har lyst til bor der?

- Vi har ikke lyst til, at vi i Lolland Kommune skal håndtere den situation, at der er mennesker, der ikke kan få anvist en bolig i andre kommuner, fordi de ikke har de boliger der. Vi har fået en rigtig stor tilflytning af borgere fra andre kommuner, der har brug for fællesskabets hjælp. Og det kan jo ikke være vores opgave at løse det. Vi tager et kæmpestort socialt ansvar i Lolland Kommune, men vi kan jo ikke blive ved med at løfte, at andre kommuner hjælper deres borgere til at flytte hertil, siger Holger Schou Rasmussen og supplerer:

- Hvis du går ind på DABs hjemmeside og ser, hvad de har af ledige boliger i hovedstadsområdet, så er det lig nul. Men de skriver til gengæld, at de nok hurtigt kan anvise en bolig i Syltholmparken og i Kongeleddet, siger bogmesteren.

quote Det er sket flere steder, og det kommer også til at ske i Rødbyhavn. Og der har jeg et byråd, der står fuldstændig fast

Holger Schou Rasmussen, (S), borgmester i Lolland Kommune

Ingen ledige boliger

Ja, det er jo så spørgsmålet, for lige nu er der ikke nogle ledige boliger i Kongeleddet.

- Nej, men hvis man så kigger på nogle af de mennesker, der er kommet ind i de boliger, så er de kommet udefra. Du kan jo, hvis de reklamerer for det, fylde det op. Men vi kigger jo på det behov, de mennesker, der bor på Lolland, har i fremtiden. Det er den krystalkugle, vi kigger ind i. Og der er vi nået frem til, at det betyder nedskalering i Rødbyhavn, som det er sket i Maribo og Nakskov. Det er sket flere steder, og det kommer også til at ske i Rødbyhavn. Og der har jeg et byråd, der står fuldstændig fast, siger borgmesteren.

Så den her ændrede formulering på sidste byrådsmøde om, at man skal kigge på hvert projekt enkeltvis, den indeholder så stadig, at hvis man vil ændre noget, så skal man også gå med til at sløjfe nogle boliger?

- Jeg har en klar forventning om, at hvis Kongeleddet kommer og siger, at de skal renovere deres boliger, så kigger de også på de behov, vi har fra kommunens side om, at bygningsmassen skal laves om - det skal måske være et-plansboliger, eller at der skal være færre lejligheder. Ellers skal de nok ikke forvente, at de får kommunens garanti, slutter Holger Schou Rasmussen (S). 


Nyhedsoverblik