Borgmester endte i spjældet - socialdemokraterne har haft magten i Næstved i 100 år

Næstved Kommune markerede søndag, at der har siddet en socialdemokratisk borgmester på tronen i de sidste 100 år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lige så længe man har kunne stemme til kommunalvalget har der siddet en socialdemokrat på borgmesterkontoret i Næstved Kommune.

Indtil 1919 var det de kongeligt udnævnte borgmestre, der regerede i kommunerne. Men ved indførelsen af de folkevalgte borgmestre begyndte en politisk meget rød periode for Næstved Kommune.

quote Han var en af de få borgmestre, der kom i spjældet

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune

Ved det første kommunalvalg vandt socialdemokraten A.M. Kristensen valget. Siden har der været fem andre borgmestre frem til i dag, hvor Carsten Rasmussen har haft den kommunale taktstok siden 2011.

Det er kun sket i tre andre kommuner, at der har været uafbrudt socialdemokratisk styre i 100 år.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der var fyldt godt op ved dagens festligheder i Næstved.
Der var fyldt godt op ved dagens festligheder i Næstved. Foto: TV2 ØST

Derfor var der en del at fejre i Næstved søndag, hvor jubilæet blev markeret med øl, pølser, sang og taler på Grønnegades Kaserne i Næstved.

- For mig står socialdemokratiet for sammenhold og fællesskab, og det er alletiders, at man stadig kan have i Næstved, siger May-Britt Elmkvist Jensen, medlem af Socialdemokratiet.

- Jeg er sindssyg stolt af det arbejde, socialdemokraterne har båret igennem i de år, vi har siddet ved roret, tilføjer Lars Westermann, der også er medlem af Socialdemokratiet

Langtidsholdbare bykonger

De seneste 100 år med folkevalgte borgmestre i Næstved Kommune har kun krævet seks politikere.

De socialdemokratiske borgmestre i Næstved Kommune

  • A.M. Kristensen: 1919-1938.
  • Regner Calum: 1938-1949.
  • Th. Tidemand: 1949-1961.
  • Svend Hansen: 1961-1988.
  • Henning Jensen: 1988-2011.
  • Carsten Rasmussen: 2011-.

 

Kilde: Næstved Kommune.​​​

Den første blev valgt på et byrådsmøde for præcis 100 år siden, og der valgte byrådet uden modkandidat at pege på Anton Marius Kristensen som den første folkevalgte borgmester i Næstved Kommune.

Tiden var en helt anden dengang, og møderne under Anton Marius Kristensen var lidt vildere end i dag.

Artiklen fortsætter under billedet.

A.M. Kristensen: 1919-1938.
A.M. Kristensen: 1919-1938. Foto: TV2 ØST

- Jeg tror ikke, at det var et byrådsmøde, men det kunne sagtens være et økonomiudvalgsmøde, de har været afholdt på den måde, hvor man så sluttede med øl og snaps og bidesild, eller hvad man nu fik dengang, siger borgmester Carsten Rasmussen, mens har viser arkivbilleder fra Næstved Kommune frem i dagens anledning.

Borgmester endte i spjældet

Hans efterfølger på borgmesterposten var en ret farverig personlighed.

- Han hed Regner Calum, og han var en af de få borgmestre, der kom i spjældet, fortæller Carsten Rasmussen.

quote Han var datidens Peter Brixtofte

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune

Den gamle socialdemokratiske borgmester havde nemlig svindlet med en underskrift på et skøde, ligesom han var involveret i flere sager, der ifølge Carsten Rasmussen ikke var helt efter bogen.

- Han var datidens Peter Brixtofte, datidens bandit. Det endte med, at statsminister Stauning måtte ned og sætte ham på plads, siger Carsten Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Regner Calum: 1938-1949.
Regner Calum: 1938-1949. Foto: TV2 ØST

I 1949 var det tid til at rydde op i det rod, som borgmester Regner Calum efterlod, og den opgave fik Thorvald Tidemand.

- Han var en ordentlig mand. Der var styr på tingene, han talte pænt, og der var ikke noget at sætte en finger på, siger Carsten Rasmussen.

Det var der heller ikke hos Svend Hansen, som endte med at være borgmester i hele 27 år.

Artiklen fortsætter under billedet.

Svend Hansen: 1961-1988.
Svend Hansen: 1961-1988. Foto: TV2 ØST

- Svend var en meget, meget statelig herre. Han gjorde det rigtig godt for Næstved, og var virkelig en borgmester, som rigtig mange stadigvæk kan huske, fortæller Carsten Rasmussen.

Mødte op i sandaler og shorts

Det fleste vil sikkert kunne huske hans efterfølger. Den kendte kunstmaler Thomas Kluge malede det officielle maleri, men sådan så han ud tilbage i 1988.

Artiklen fortsætter under billedet.

Henning Jensen (S), tidligere borgmester i Næstved Kommune.
Henning Jensen (S), tidligere borgmester i Næstved Kommune. Foto: TV2 ØST

- Da han var nyvalgt borgmester, var det jo langt hår, og han kom også gerne på borgmesterkontoret i sandaler, shorts og T-shirt eller en skjorte. Der var ikke så meget jakkesæt over Henning Jensen, medmindre det var meget officielt, mindes Carsten Rasmussen.

Henning Jensen var borgmester i 22 år. Han styrede blandt andet Næstved Kommune igennem kommunalreformen i 2007, men det er ikke kun politiske resultater, som han husker.

Artiklen fortsætter under billedet.

Henning Jensen: 1988-2011.
Henning Jensen: 1988-2011. Foto: TV2 ØST

- Når man gik en tur og var ude at handle, var der så skulderklap og glade mennesker, man mødte. Det var faktisk det bedste at møde folk, der kender én og har en lille god bemærkning, siger Henning Jensen.

Carsten Rasmussen skal finde sin afløser

Den sjette borgmester i rækken håber ikke, at han bliver den sidste. Han drømmer om mange flere jubilæer til det socialdemokratiske styre.

- Det er klart, at der kommer en dag, hvor der skal være en afløser, og der ligger en vigtig opgave for mig at finde en, der kan løfte den store arv og være nummer syv i rækken. Men den tid, den glæde. Jeg har mange gode år endnu, gudskelov, siger Carsten Rasmussen.

De tre andre kommuner, som har haft 100 år med socialdemokratisk styre, er Middelfart, Horsens og Gladsaxe. Frederiksberg Kommune har haft 100 år med konservativt styre.

Tidligere borgmester Henning Jensen (S) sammen med den nuværende borgmester Carsten Rasmussen (S).
Tidligere borgmester Henning Jensen (S) sammen med den nuværende borgmester Carsten Rasmussen (S). Foto: TV2 ØST

Nyhedsoverblik