Borgmester ærgrer sig over uro om ny skoleleder - men den bedste kandidat fik jobbet

Forældre, lærere og ledere føler ikke, deres stemme blev hørt, da skolen i Vig fik ny leder. Men den bedste kandidat fik jobbet, siger borgmester.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er en trykket stemning blandt børn og forældre på Sydskolen afdeling Vig i Odsherred.

Kommunen har til stor overraskelse for både lærere og forældre valgt at ansætte en ekstern kandidat i stedet for at forfremme skolens nuværende afdelingsleder, Mette Vadsager, til en nyopslået stilling som skoleleder.

Det fik torsdag afdelingslederen selv og to af skolens øvrige ledere til at indlevere deres opsigelse. Foruden Mette Vadsager drejer det sig om lederen af skolens SFO-ordning, Tina Carlsen, og lederen af det tekniske personale, serviceleder Michael Andersen.

quote Vi er mange, der har prøvet at søge et nyt job, som man ikke nødvendigvis har fået, og det må man leve med, selv om man ikke er enig

Thomas Adelskov, borgmester, Odsherred

- Da vi fik at vide, at de alle tre havde sagt op, skabte det en helt enormt frygt for, hvad der så skal ske for Vig Skole, og det gjorde os forældre kede af det, og det gjorde børnene kede af det. For hele det grundfundament, der har været på Vig Skole, det forsvinder, siger Lonnie Kristensen, der er mor til to børn på skolen.

Stormøde protest Vig
Læs også
Indleverer kollektiv opsigelse: - Vi gør det af kærlighed til skolen i Vig
Stormøde protest Vig
Læs også
Indleverer kollektiv opsigelse: - Vi gør det af kærlighed til skolen i Vig

Forældrene på skolen har højtlydt protesteret over, at Mette Vadsager, der har gennem de sidste fem år har fordoblet elevtallet på skolen, blev forbigået. De har afholdt stormøde og samlet underskrifter imod beslutningen, både blandt forældrene på selve skolen og i lokalsamfundet.

- Der har været flere kandidater, og efter samtalerunder og indhentning af referencer, er man endt med at vælge en kandidat, som man mente, var et mulehår bedre end den anden kandidat. Sådan er det jo i ansættelser. Jeg tror, at vi er mange, der har prøvet at søge et nyt job, som man ikke nødvendigvis har fået, og det må man leve med, selv om man ikke er enig, siger borgmester i Odsherred, Thomas Adelskov (S).

Artiklen fortsætter under billedet. 

Tanja Jensen og Lonnie Kristensen føler ikke, de er blevet hørt.
Tanja Jensen og Lonnie Kristensen føler ikke, de er blevet hørt.

Forlader jobbet om en måned

Men beslutningen er truffet, og der er intet forældrene nu kan stille op. De tre nuværende ledere på skolen forlader deres job om en måned.

- Det er klart, at jeg først blev rigtig ked af det. Så prøvede jeg at forstå det, og nu er jeg der, hvor jeg har accepteret situationen, og så har jeg taget et valg. Det er sådan det er, og derfor har jeg valgt at sige, at dét, vi har lavet sammen på skolen, er jeg vildt stolt over og taknemmelig over, men jeg kan ikke se mig selv i et nyt setup. Det ikke en protest, det er et valg, jeg har truffet og nu vil jeg prøve at komme ovenpå igen, siger Mette Vadsager.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mette Vadsager, den nuværende afdelingsleder på skolen i Vig blev forbigået, da skolens nye leder skulle vælges. Derfor har hun nu valgt at forlade skolen. 
Mette Vadsager, den nuværende afdelingsleder på skolen i Vig blev forbigået, da skolens nye leder skulle vælges. Derfor har hun nu valgt at forlade skolen.  Foto: Thomas Nielsen TV2 ØST

Den nye skoleleder, begynder på onsdag den 1. maj.  

- Vi håber, at vi kan bibeholde alt her gode, der er bygget op og at både lærere og pædagoger vil være en del af det her. Vi frygter jo, at lærerne og pædagogerne nu også rejser. Vi vil gerne beholde alt det gode, der er bygget op, så det ikke falder til jorden. Vi er glade for det, vi har, og når man har noget, der fungerer rigtig godt, så er det altid svært at springe ud i noget nyt, for man ved ikke, hvad man får, siger Tanja Jensen, der som Lonnie Kristensen er mor til to børn på skolen.

Ærgerlig over uroen

Uroen omkring Sydskolen afdeling Vig, der til august skifter navn til Vig Skole, er opstået i forbindelse med, at kommunen har lavet en ny skolestruktur, hvor Vig Skole bliver en selvstændig skole med egen økonomi og en skoleledelse.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Thomas Adelskov ærgrer sig over uroen, der er opstået omkring den nyoprettede stilling på skolen i Vig, men mener, at ansættelsesudvalget var i deres ret til at ansætte den bedste kandidat.   
Thomas Adelskov ærgrer sig over uroen, der er opstået omkring den nyoprettede stilling på skolen i Vig, men mener, at ansættelsesudvalget var i deres ret til at ansætte den bedste kandidat.    Foto: Thomas Nielsen TV2 ØST

- Det er ærgerligt, at der er den uro. Jeg havde håbet, at vi med en ny skoleleder stilling kunne skabe noget ro og fremtid, og det tror jeg stadig godt, at vi kan. Men den uro, der er, er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over, siger Thomas Adelskov.

På skolen i Vig er forældrene klar over, at de bliver nødt til at se fremad.

- Hvordan fremtiden ser ud, ved vi jo ikke. Vi forældre kender ikke den nye skolerleder, men vi må bakke op, og det skal børnene også gøre. Så uanset hvad vil der blive tage godt imod den nye skoleleder, siger Lonnie Kristensen.  

Den nye skoleleder, Ib Kristensen, begynder den 1. maj.  Han kommer fra en stilling som forstander på Idrætsefterskolen Klintsøgaard i Nykøbing Sjælland.


Nyhedsoverblik