Borgerlige begravelser afløser turen i kirken

Det tiltaler flere danskere, at de helt selv kan bestemme, hvordan de vil tage afsked med deres nærmeste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere danskere vælger en såkaldt borgerlig begravelse for deres nærmeste, fordi de gerne vil sætte deres eget præg på afskeden.

Det vurderer professor i kirkehistorie og praktisk teologi ved Aarhus Universitet Ulla Schmidt.

- Det kan virke mere personligt for de pårørende, når de selv kan vælge, hvad afskeden skal indeholde, og hvor ceremonien skal finde sted, siger hun.

Ved en borgerlig ceremoni er det udelukkende familien, der afgør, hvordan ceremonien skal forløbe, og der er ingen præst eller religiøs leder til stede.

quote Vi ønskede, at min mor kom i centrum for sin egen afsked

Bettina Wæde

Og det var præcis, hvad 50-årige Bettina Wæde ønskede, da hendes mor skulle bisættes i sommer.

- Der var noget magisk over, at vi selv havde sat rammen, så det ikke blev alt for højtideligt. Vi ønskede, at min mor kom i centrum for sin egen afsked, siger hun.

Hver sjette uden præst

Alle i Bettina Wædes familie er medlemmer af Folkekirken, men alligevel fravalgte familien, at moren skulle have en kirkelig bisættelse.

Og det er de langtfra alene om.

Antallet af borgerlige ceremonier i Danmark er steget fra 5184 i 2008 til 8622 i 2018. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

quote Langt de fleste ønsker ikke den her standardiserede og formelle måde, som kirken gør det

Thorbjörn Bache, bedemand

Det svarer til, at hver sjette begravelse i dag afholdes uden tilstedeværelsen af en præst eller anden religiøs leder.

Danskerne vil have unikke begravelser

Godafsked er en landsdækkende bedemandsforretning, der har lokale bedemænd i hele landet.

De hjælper hvert år mange danskere med at arrangere begravelser og bisættelser. De oplever også en stigende interesse for den borgerlige ceremoni.

Det fortæller direktør og partner i Godafsked Thorbjörn Bache.

- Mange vil gerne sætte deres eget præg på ceremonien. Det oplever de, at de kan gøre gennem en borgerlig ceremoni.

- Mange har måske ikke en relation til kirken, men langt de fleste ønsker ikke den her standardiserede og formelle måde, som kirken gør det, hvor ceremonien er mere eller mindre identisk hver gang, siger han.


Nyhedsoverblik