Borgerforslag - skær antallet ned i kommunalbestyrelsen i Holbæk

En borger i Holbæk Kommune foreslår, at man skærer antallet i kommunalbestyrelsen ned fra 31 til 25 medlemmer. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Holbæk Kommune har fået et borgerforslag om nedskæring af antallet i kommunalbestyrelsen. Det har været en succes i anden kommune.

Der skal være færre i kommunalbestyrelsen i Holbæk.

Sådan lyder det i et borgerforslag til Holbæk Kommune. Afsenderen er borgeren Anders Fournais Jensen, som ønsker, at Holbæk Kommune skærer ned i deres kommunalbestyrelse. En bestyrelse, som i dag er på 31 medlemmer, men Anders Fournais Jensen ønsker antallet ned på 25.

- Jeg har tidligere fremsendt et lignende forslag, som blev behandlet af den tidligere kommunalbestyrelse i 2012, men det blev forkastet politisk, skriver Anders Fournais Jensen i et skriftligt svar til TV2 Øst og fortsætter:

- Derfor prøver jeg på denne måde at få kommunalbestyrelsen til at tage det op igen.

Hvis forslaget får støtten, så behandler vi det igen i åben dialog, men det betyder ikke, at det bliver vedtaget

Lars Dinesen (S), kommunalbestyrelsesmedlem

I det nye borgerforslag beskriver han, at formålet med kommunalreformen i 2006 var at spare på kommunens udgifter og administration. Han mener ikke, at der fra 2006 til 2019 har været en besparelse. Derimod viser hans udregninger, at der er har været en merudgift på cirka 13 mio. kr. de sidste 13 år.

Det er ikke første gang, emnet bliver taget op

Holbæks 1. viceborgmester John Harpøth (DF) ønsker ikke at kommentere på borgerforslaget, men det gør kommunalbestyrelsesmedlem Lars Dinesen (S). Sidste år fremlagde han sammen kommunalbestyrelsesmedlem Emrah Tuncer (R) emnet for kommunalbestyrelsen.

- Vi har snakket om dette tema, men det var der ikke stemning for i kommunalbestyrelsen, siger Lars Dinesen.

Lars Dinesen mener, at kommunen vil kunne have fordele ved at skære ned i antallet.

- Overvejelserne om emnet kommer af besparelser, og et kig på andre kommuner, der kan klare opgaverne med færre medlemmer. Mon ikke også, at vi kan klare det?, siger han.

Lolland har haft succes med nedskæringen

I 2017 valgte byrådet i Lolland Kommune at skære i antallet af kommunalbestyrelsen fra 31 til 25 medlemmer.

- Vi kunne se på andre kommuner med cirka samme antal borgere som i Lolland Kommune, at de sagtens har kunne klare det med færre medlemmer i kommunalbestyrelsen, siger borgmester i Lolland Komme, Holger Schou Rasmussen (S).

Ændringen af antallet har kun givet gode resultater for samarbejdet mellem medlemmerne.

- Det er gået fremragende. Jeg tror ikke, at vi har kunne mærke forskel, bortset fra at der er seks personer mindre. Vi er et byråd, der er blevet hurtigarbejdende og nemmere at koordinere, siger han og fortsætter:

- Vi har skåret ned i udvalgene og gjort dem skarpere, så man kan koncentrere sig om et specielt fagområde.

Lars Dinesen har ikke noget imod, at emnet igen kan blive drøftet i Holbæk Kommune.

- Nu kommer det som borgerforslag, så jeg er spændt på at se, om det kan samle 710 (underskrifter, red.), som støtter op om forslaget. Hvis forslaget får støtten, så behandler vi det igen i åben dialog, men det betyder ikke, at det bliver vedtaget, siger han.

Borgerforslaget til Holbæk Kommune blev indsendt den 11. september 2019. I dag, torsdag, har forslaget et antal på 17, der støtter op om det. For at forslaget kommer på dagsordenen i kommunalbestyrelsen kræver det 710 støtter (underskrifter, red.) indenfor to måneder, oplyses det på Holbæk Kommunes hjemmeside.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App