Borgere skiller sig af med tusindvis af ulovlige husdyr

Siden en række plante- og dyrearter blev ulovlige i EU, er blandt andet 300 sumpskildpadder blevet indleveret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Borgere har indleveret flere end 300 terrapin sumpskildpadder, 38.000 signalkrebs og fire muntjakker, som er en slags hjort, efter at arterne er blevet ulovlige i Danmark.

Det skriver Miljøstyrelsen.

I august sidste år blev det ulovligt at holde, avle eller handle med 37 forskellige dyre- og plantearter i EU, fordi de betegnes som invasive. Det vil sige, at de ikke hører til naturligt og spreder sig aggressivt.

12 af de arter, som skal bekæmpes, findes også i Danmark.

Antallet er tilfredsstillende

Siden arterne blev ulovlige, har danskere afleveret deres husdyr til de institutioner og foreninger, som Miljøstyrelsen har lavet aftale med. De skal sikre, at dyrene bliver opbevaret forsvarligt, indtil de dør en naturlig død.

Helene Nyegaard Hvid, som er biolog i Miljøstyrelsen, vurderer, at antallet af de afleverede dyrearter er tilfredsstillende.

- Det er et fint resultat, når man tænker på, at dyrene i værste fald kunne være sat ud i naturen, hvor de kan gøre stor skade, siger hun.

- Det er meget vigtigt, at folk aldrig sætter deres kæledyr ud i naturen, men kommer af med dem på en ansvarlig måde, hvis de ikke kan have dem mere.

Må ikke slippe ud

Man må gerne beholde sit invasive kæledyr, indtil det dør. Man skal bare sikre sig, at det ikke undslipper til naturen eller formerer sig. Det er også lovligt at fange eksempelvis signalkrebs og tage dem med hjem og spise.

EU vedtog for mere end et år siden en liste over 37 invasive dyre- og plantearter, som helst skal udryddes helt. Heraf findes de 12 i Danmark.

Ud over muntjakker, signalkrebs og sumpskildpadden terrapin gælder det eksempelvis også vaskebjørn og sumpbæver.

Ifølge EU bruges der årligt 90 milliarder kroner på at bekæmpe invasive arter i EU.


Nyhedsoverblik