Borger henvendte sig til politiet - uidentificeret flyvende objekt i luften over beboelsesområde

Sådan ser det ud, når dronerne termograferer. Foto: Næstved Varmeværk

En bekymret borger ringede natten til torsdag til Midt- og Vestsjællands Politi efter at have set noget mystisk, der fløj rundt på nattehimlen.

Klokken 00.38 natten til torsdag fik politiet en henvendelse fra en borger på Strandbakken i Kalundborg. Borgeren kunne se og høre et flyvende objekt på nattehimlen over beboelsesområdet, men kunne ikke identificere, hvad der var tale om.

Politiet kørte til området og kunne efter flere forsøg omkring klokken 01.50 se noget, der fløj rundt i luften og udsendte et grønt markeringslys.

Politiet formodede, at der var tale om en drone og søgte videre i området, indtil de fandt en dronefører fra et firma, som var i gang med at undersøge fjernvarmerør fra luften.

Der var således tale om et legalt forhold, der ikke skulle vække bekymring hos borgere, der har set dronen nattehimlen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

Det er ikke første gang Midt- og Vestsjællands Politi får en henvendelse fra en borger, der undrer sig over flyvende droner om natten, fortæller Martin Bjerregaard, der er kommunikationsansvarlig i Midt- og Vestsjællands Politi.

Han forklarer, at politiet efterforsker anmeldelserne, hvis de ikke på forhånd er bekendt med, at der vil blive fløjet med drone i området.

- Der kan jo være tale om noget andet, et modelfly eller noget, siger han og forklarer, at flyvning med drone i beboelsesområder kun er lovlige, hvis man har fået tilladelse til det.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App