Borgmester: Kommunalvalg drukner i Christiansborg-politik

Kommunerne har svært ved at hamle op med det store fokus, der er på landspolitik, siger formanden for KL, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V).

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvor mange elever skal der være i klasselokalerne? Hvad koster det at have et barn i en daginstitution? Og hvor meget hjælp skal de ældre have?

Mange af de beslutninger, som har indflydelse på borgeres hverdag, bliver taget i kommunerne. Men ofte drukner kommunalpolitik i den politik, som bliver ført på Christiansborg.

Det siger formand for Kommunernes Landsforening Martin Damm.

Trist udvikling

Han kalder det "trist", at en undersøgelse fra KL's nyhedsbrev Momentum viser, at flere end fire ud af ti danskere ikke ved, at der er kommunalvalg til november.

- Vi kæmper med, at de landsdækkende medier fokuserer mest på landspolitikken, selv om det for borgerne bør være mest interessant, hvad der sker i lokalpolitikken, siger han.

- Det er trist, fordi kommunalvalget er der, hvor den enkelte borger har mest indflydelse på, hvad der sker omkring dem på skoler børnehaver, ældrepleje og biblioteker - altså kernevelfærden.

Kommuner bærer selv skyld

Selv om kommunerne er afhængig af medierne, erkender Martin Damm, at kommunerne også selv har et ansvar for at fange vælgerne.

Derfor vil KL opfordre kommunerne til at lægge sig i selen for at få skabt opmærksomhed omkring valget.

Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch vurderer, at opmærksomheden omkring kommunalvalget vil tage til, når november nærmer sig.

Men valgdeltagelsen ved kommunalvalget har de sidste mange år ligget på 70 procent, mens valgdeltagelsen er på omkring 90 procent ved folketingsvalg.

- Det er en permanent situation, som i høj grad afspejler, at de landsdækkende medier har enormt ringe fokus på kommunalpolitikken, siger Roger Buch.

- Det er en svær opgave for kommunerne og KL at vende op og ned på, at vi hver dag bliver bombarderet med, hvor vigtigt folketingspolitik er, siger han.


Nyhedsoverblik