Børnehave brændte ned - nu har børn og pædagoger taget nyt hus i brug

I februar 2018 brændte børnehuset Eventyrlunden i Holbæk ned efter en påsat brand. Nu er børnehaven og vuggestuen genopbygget, og børnene er tilbage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er mere end halvandet år siden, at børnehaven Eventyrlunden i Holbæk stod i flammer.

Sidste år den 27. februar havde ukendte gerningsmænd sat ild til stedet, så store dele af den oprindelige børnehave og vuggestue brændte ned. 

Mandag morgen kunne de første børn og deres forældre gå op ad den røde løber og rykke ind i de genopbyggede lokaler efter en lang og sej periode, hvor børnene har været genhuset.

Institutionens leder, Bente Staack-Petersen, var meget tilfreds med, at hun denne morgen kunne tage imod børn og forældre i den nyindrettede børnehave.

- Jeg har næsten ikke ord for det. Jeg synes, det er så fantastisk, og vi har ventet på det i 20 måneder. Det er rigtig fantastisk at se det, som vi har været med på tegnebrættet og se, hvordan det faktisk fungerer. Jeg er verdens lykkeligste leder, siger hun. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Leder Bente Staack-Petersen er meget glad for, at de kunne tage imod børn og forældre i de nye og genopbyggede lokaler.
Leder Bente Staack-Petersen er meget glad for, at de kunne tage imod børn og forældre i de nye og genopbyggede lokaler. Foto: Rikke Stokholm - TV2 ØST

Det lykkedes aldrig politiet at finde frem til gerningsmændene. Derfor måtte Midt- og Vestsjællands Politi den 19. februar i år fortælle, at de ikke var kommet en opklaring nærmere og derfor måtte henlægge sagen.

- Vi har desværre indstillet efterforskningen i denne brandsag. Det er ikke lykkedes os at finde frem til brandstifteren, lød det dengang fra Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV2 ØST.

Siden branden er børnehaven blevet genopbygget for 15 millioner kroner, hvoraf forsikringen har betalt to tredjedele. Det betød, at Holbæks borgmester den 23. februar i år kunne tage det første spadestik til den nye del af institutionen.

Omkring ni måneder senere kan børnene og deres pædagoger flytte ind i de nye og hjemlige omgivelser.

Undervejs har pædagogerne kunnet komme med input til byggeriet, så børnehaven er blevet væsentligt forbedret.

- Vi kalder det at komme hjem, for det her er vores grund. Der er nogle historier her, og det giver ro at være her i vores egne omgivelser. Men det er også dejligt, at der er kommet så mange forbedringer herude både med indeklima, akustik og rumfordelingen. Det er helt vildt. Vi kan drive en rigtig god pædagogik herude, siger Bente Staack-Petersen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Linda Lillesø Pedersen har et barn, som går i institutionen, og hun er meget tilfreds med rammerne for den nye børnehave.
Linda Lillesø Pedersen har et barn, som går i institutionen, og hun er meget tilfreds med rammerne for den nye børnehave. Foto: Rikke Stokholm - TV2 ØST

Også Linda Lillesø Pedersen, som har et barn i institutionen, er begejstret for de nye lokaler.

- Førstehåndsindtrykket virker rigtig godt. Man kommer ind i en garderobe, hvor man som forældre har plads til at smide sit overtøj og komme ind med skoene og komme lidt ned i gear, inden man kommer ind i huset. Det synes jeg er rigtig fint, siger Linda Lillesø Pedersen.


Nyhedsoverblik