Børn og demente går hånd i hånd i Kirke Stillinge

Dagplejebørnene i Kirke Stillinge er faste besøgsvenner på det lokale plejehjems demensafsnit. Og det giver pote for begge parter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når man bor i en mindre landsby med godt 700 indbyggere, så er det begrænset, hvad der er at tage sig til for såvel unge som gamle.

Men det har de fundet en løsning på i Kirke Stillinge nordvest for Slagelse. Her er dagplejebørnene nemlig faste besøgsvenner på det lokale plejehjems demensafsnit.

- Der er rigtig mange af vores borgere, der finder den der genkendelighed også i nogle af sangene og i sanglegene, og så er de med i det omfang, de kan, i forhold til deres sygdom og deres begrænsninger. Men vi finder helt sikkert nogle ressourcer frem i vores borgere, når vi har besøg af dagplejerne, siger Line Feldberg, der er social- og sundhedsassistent på Plejecenter Kirke Stillinge.

quote Børnene lærer, at omgås ældre mennesker

Mie Christensen, dagplejer

Flere dagplejere er med på idéen

Mie Christensen begyndte at komme på plejehjemmet med sine dagplejebørn for cirka et år siden. Og hun mener, at børnene også har stor gavn af besøgene.

- Børnene lærer, at omgås ældre mennesker. Lærer at begå sig andre steder end i dagplejehjemmet og i de gængse legestuer, siger hun.

Tiltaget har været så stor en succes, at hun har fået yderligere to andre dagplejere med på idéen. Så i dag er hele syv børn med på plejehjemmet.

Udover dagplejebørnene får plejehjemmet ofte besøg af den lokale børnehave. 

Initiativ, der skal satses mere på

quote Så kan vi bruge hinanden i byen og have glæde af hinanden

Line Feldberg, social- og sundhedsassistent, Plejecenter Kirke Stillinge

Og i en lille by som Kirke Stillinge er tiltag som disse guld værd for borgerne på plejecentret.

- Det er begrænset, hvor mange muligheder der er i byen af aktiviteter – især for vores borgere, som ikke har så nemt ved at komme ud og komme andre steder hen. Så kan vi bruge hinanden i byen og have glæde af hinanden, siger Line Feldberg.

Netop samarbejdet mellem daginstitutioner og demensplejehjem er noget, der skal satses mere på i fremtiden, lyder det fra Alzheimerforeningen.

- Det er rigtig godt, hvis omgivelserne kan få skærpet deres opmærksomhed på, at der også kan være mennesker med demens, der bevæger sig rundt i lokalsamfundet, og hvordan vi kan hjælpe dem på bedst mulige vis, siger Katrine von den Bos, der er projektleder for demensvenner i Alzheimerforeningen.


Nyhedsoverblik