Biolog: Lad sælerne være - de er ikke i nød

Dyrenes Beskyttelse har i juni fået 297 opkald om sæler. Kun sæler med synlige skader har brug for hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vagttelefonen ringer hyppigere hos Dyrenes Beskyttelse. Og ofte er det bekymrede borgere, der har set enlige sæler på de danske kyster, der ringer.

I juni modtog Dyrenes Beskyttelse 297 opkald om sæler, mens der i juni og juli sidste år i alt var 249 opkald. Dermed er antallet af opkald om sæler allerede steget med 19 procent i forhold til sidste år.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

quote Hvis en unge bliver adskilt fra sin mor for tidligt, kan det få fatale konsekvenser

Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse

Særligt enlige sæler får de bekymrede borgere til at kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral. Men ifølge biolog hos Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen er sælerne i størst nød, når der er mennesker omkring dem.

- Når man ser en sælunge på stranden, er det vigtigt at holde rigtig lang afstand til den.

- Sæler er så følsomme overfor mennesker, at sælmor ikke tør nærme sig sin unge, hvis der er mennesker omkring. Derfor er vi en hyppig årsag til efterladte sælunger hen over sommeren, siger han i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter under billedet

 
  Foto: Brian Thomsen

Mor og unge finder hinanden

Sælunger ligger ofte alene på kysten, fordi de er blevet væk fra deres mor. Men mor og unge finder ofte hinanden igen, hvis de altså ikke bliver forstyrret af mennesker.

- En sælunge passes kun af sin mor i tre-fire uger, og i løbet af den tid skal ungen nå at fordoble eller endda tredoble sin vægt, Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

- Det er altså enormt vigtigt, at ungen får alle sine måltider, så den kan udvikle sig mest muligt. Hvis en unge bliver adskilt fra sin mor for tidligt, kan det få fatale konsekvenser, siger han.

Dyrenes Beskyttelse oplyser, at en sæl har brug for hjælp, hvis den har synlige skader. I så fald skal man kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.


Nyhedsoverblik