Biltyveri syltet af politiet

I november blev der stjålet en bil fra AC biler i Nykøbing Falster. Selvom ejerne ved, hvem biltyven er, så er sagen endnu ikke blevet opklaret af politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Sagen ligger i bunken.

Sådan lød beskeden til indehaver Andreas Collatz, da han endnu engang kontaktede politiet for at høre, om de var kommet nærmere en opklaring af et frækt biltyveri. I tre måneder har sagen ligget på bordet hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi uden fremskridt. Det er på trods af, at politiet godt ved, hvem biltyven er.

Historien bag

Den 27. november 2014 kom en mand ind for at prøvekøre en sort varevogn hos AC Biler i Nykøbing Falster. Men manden kom aldrig tilbage med den 135.000 dyre varevogn.  Det fik indehaver af AC Biler, Andreas Collatz til at melde tyveriet til politiet.

På virksomhedens overvågningsbilleder kan man tydeligt se, hvem gerningsmanden er. Gennem facebook, venner og bekendte har Andreas Collatz fundet frem til identiteten på gerningsmanden. Alle disse oplysninger har han afleveret til politiet. Men sagen ligger fortsat på politiets skrivebord.

- Vores retsfølelse er ramt. Man har lyst til at gøre selvtægt i sådan et tilfælde. Vi er simpelthen så frustrerede over, at vi har identitet på ham, og at der nu er gået næsten tre måneder, uden han er blevet pågrebet, siger Andreas Collatz til TV ØST.

Politi vil ikke udtale sig

TV ØST har i dag forsøgt at komme i kontakt med Lokalpolitiet i Næstved, som sidder med sagen. Det er dog ikke lykkes os at få en kommentar.

Ifølge Folketidende har politiet besøgt tre adresser i september i forsøget på at finde manden. 


Nyhedsoverblik