Ni ud af ti kørte pænt – men 64 bilister blev målt til at køre for stærkt, da politiet fredag gennemførte en fartkontrol ved Farøbroerne.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
På grund af en fortid med alvorlige ulykker og manglende nødspor på broen må man kun køre 90 kilometer i timen på strækningen.
Den hurtigste bilist blev dog målt til at køre 164 kilometer i timen på strækningen – hvilket udløste en ubetinget frakendelse af kørekortet, oplyser politiet på Twitter.
I alt 820 kørte over Farøbroerne, da politiet kontrollerede. Af de 64 fartsyndere får 11 et klip i kørekortet.