Betjent tiltalt for at sende frække sms-beskeder

Sjællandsk betjent tiltalt for at sende frække sms-beskeder til kvinde, som han havde tjenstlig relation til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Statsadvokaten i København har rejst tiltale mod en betjent for at sende sms-beskeder til en kvinde, som han havde en tjenstlig relation til.

Der var tale om beskeder af "seksuel karakter".

Betjenten er tiltalt for at misbruge sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, og det kan koste ham en bøde eller fængsel op til fire måneder.

Sagen er blevet efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed og oprindeligt var betjenten også sigtet for blufærdighedskrænkelse.

Denne del af sigtelsen er dog blevet droppet, fremgår det af en pressemeddelelse fra politiklagemyndigheden.

Ifølge Ritzaus oplysninger drejer det sig om en betjent, der har deltaget i efterforskningen af en større narkosag.

Kvinden, som betjenten sendte sms-beskeder til, var angiveligt partner til en af de mistænkte i sagen.

Politimanden har under efterforskningen nægtet sig skyldig.

Sagen er endnu ikke berammet ved byretten.

/ritzau/


Nyhedsoverblik