Berygtet diskoteksfærge nærmer sig Korsør

Storebæltsfærgen M/F Broen, mens den lå i Nyborg. Nu er den på vej til Halsskov Færgehavn i Korsør. Foto: TV2

Der er bred politisk opbakning til, at Slagelse Kommune skal være den permanente ejer af storebæltsfærgen M/F Broen.

En af de sidste storebæltsfærger nærmer sig Halsskov Færgehavn i Korsør. 

Borgmesteren i Slagelse Kommune, John Dyrby Poulsen (S), er nemlig blevet givet et forhandlingsmandat til at gå videre med planerne om at købe storebæltsfærgen M/F Broen og lade den være en del af det stort anlagte vandsportscenter Halsskov Færgehavn.

Det blev besluttet på et lukket møde i økonomiudvalget mandag aften, bekræfter viceborgmester Villum Christensen (LA) overfor TV2 ØST.

Den færge har simpelthen så mange perspektiver og udviklingsmuligheder i sig

Villum Christensen (LA), viceborgmester, Slagelse Kommune

- Der er bred politisk opbakning til, at vi skal finde en løsning, siger han.

Derfor vil John Dyrby Poulsen i den nærmeste fremtid indlede forhandlingerne med færgens ejere om et køb.

Her skal det blandt andet besluttes, hvordan færgen skal transporteres fra Grenaa, hvor den har ligget siden juli sidste år, til Korsør. Forhandlingerne ventes derefter at munde ud i en samlet pris, som økonomiudvalget skal tage stilling til. 

Stort potentiale

Slagelse Kommunens kærlighedserklæring til M/F Broen har været kendt i noget tid.

Planen er at placere den gamle diskoteksfærge i færgeleje to ved den gamle tilkørselsrampe og lægge sand omkring den, så den bliver landfast. Færgen skal stilles til rådighed for en udstilling om storebæltsforbindelsen og det kommende vandsportscenter.

- Færgen kan både fungere som klubhus, og der kan laves en masse historisk for skoleelever. Den færge har simpelthen så mange perspektiver og udviklingsmuligheder i sig, og den giver så stor en begejstring for Korsør, siger Villum Christensen.

Sjællandske erfarer, at det vil koste 300.000 kroner uden moms at få færgen forbundet til el, vand, kloak og varme og 10 millioner kroner i samlet engangsudgift til køb og placering. Det er tal, som Villum Christensen ikke vil forholde sig til. 

Berygtet diskoteksfærge 

Færgen blev i 2015 fragtet til Nyborg, fordi byen så en mulighed i at gøre den til museumsskib. Men projektet var for stort og krævede for mange fondsmidler, så kommunen trak sig.

Ejerne fik tre måneder til at få færgen ud af havnen, og pludselig var den gamle storebæltsfærge i fare for skulle ophugges. I stedet blev den fragtet tilbage til Østjylland, hvor den siden juli 2018 har ligget i tørdok i Grenaa.

Artiklen fortsætter under billedet.

Broens nye 'diskokaptajn', Brian Sørensen, præsenteres på færgen i Aarhus Havn i 1996. Foto: Erik Jepsen

M/F Broen blev bygget på Frederikshavn Værft i 1951 og sejlede fra 1957 til 1966 over Storebælt på ruterne Nyborg-Korsør og Knudshoved-Halskov. Dengang blev den topmoderne færge med plads til 60 biler set som den endegyldige løsning og blev derfor kaldt ’den flydende bro’.

Siden sejlede M/F Broen mellem Aarhus, Samsø og Kalundborg, inden den fra 1992 blev kendt og berygtet i Aarhus som diskoteksfærgen Broen, der dog lukkede nytårsaften 2009.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App