Benløse Floorball bliver danske mestre

Lørdag aften slog Benløse Floorball Club Rødovre med en sejr på fire mål og kan nu for første gang kalde sig Danmarksmestre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag aften mødte Benløse Floorball Club modstanderne fra Rødovre i I DM-finalen i Dansk Kabel TV Arena i Ringsted. Her kæmpede midtsjællænderne sig til titlen som Danmarksmestre.

Resultatet blev 5-1 til spillerne fra Benløse. Og den nye titel er noget, som klubben har kæmpet for i mange år.

- Det har vi kæmpet for i over 20 år, lige siden klubben startede. Selvfølgelig mest intenst de sidste fire-fem år, hvor vi kunne se tegningen til, at det kom. Frugten af det store ungdomsarbejde vi har gjort. Det er det, der giver udbetalingen nu, siger Finn Lystrup, som er bestyrelsesformand i Benløse Floorball Club.

Kom godt fra start

Ifølge DR P4 Sjælland kom Benløse godt fra start. Det lykkedes nemlig allerede Benløse at score mål inden for de første ti minutter.

Her scorede Daniel Mac Cabe til 1-0. Inden slutningen af første periode fik Frederik Pil også et mål i hus, så stillingen blev 2 - 0 til midtsjællænderne.

Dog lykkedes det Rødovre at reducere forspringet til 2 - 1 kort inde i anden periode. I tredje periode fik midtsjællænderne dog slået fast, at de skulle vinde titlen, da de scorede til 5 - 1.

Og forspringet i starten af kampen betød meget for spillerne fra Benløse ifølge bestyrelsesformanden.

- Det var vigtigt at få scoret til 3 - 1. Det balancerede der frem til, så gav det drengene det ekstra overskud der skulle til. Den kæmpe opbakning gav også marginaler til vores side ikke, siger Finn Lystrup.

Det er første gang Benløse Floorball Club vinder Danmarksmesterskabet.


Nyhedsoverblik