Beboerne på Tuse Næs får ny cykelsti

Nu kan den befærdede Tuse Næs Vej snart få en ny dobbeltsporret cykelsti. Vejdirektoratet har nemlig givet et tilskud på 2,4 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den befærdede Tuse Næs Vej bliver snart udstyret med en ny cykelsti fra Faurbjergvej til Markeslev. Vejdirektoratet har netop givet et tilskud på 2,4 millioner kroner.

Det oplyser Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Den bedste julegave, man kan få

Selvom kommunen selv skal punge ud med en kommunal egenbetaling på 3,6 millioner kroner, er borgmester Søren Kjærsgaard godt tilfreds med den fine julegave.

- Det giver mulighed for, at et mangeårigt ønske på Tuse Næs om at trafiksikre Tusenæs-motorvejen til favn og glæde for hele Næsset og særligt skoleelever, der skal til Tuse, nu kan gå i opfyldelse, siger Søren Kjærsgaard.

- Bedre julegave kunne man ikke få på Tuse Næs, siger borgmesteren.

En cykelsti vil skabe bedre trafiksikkerhed

Nu skal det nye udvalg for Klima og Miljø og det nye byråd behandle sagen i januar. Hvis udvalget og senere byrådet begge stemmer for at afsætte midlerne til cykelstien, bliver der tale om en dobbeltsporet fællessti. Det vil sige, at der både vil være plads til cyklister og gående.

- Det primære er jo at skabe en bedre trafiksikkerhed, men Tuse Næs er også et oplagt sted for cykel- og gåture, siger John Harpøth, der er formand for Udvalget for Klima og Miljø i både det nuværende og det kommende byråd i Holbæk Kommune.

- Lige nu er vi i gang med at udvide fjordstien, og dermed vil cykelstien langs Tuse Næs Vej lukke et stort hul, og give flere muligheder for turister og andre, der vil ud og nyde næsset, siger John Harpøth.

Cykelstien forventes at kunne åbne i sommeren i 2019, hvis alt går vel.


Nyhedsoverblik