Beboere finder skimmelsvamp og fugt i spritnye boliger - skal bo i skurvogne i flere måneder

Stenkistebuen stod færdigt i juni. Få måneder efter må flere af beboerne genhuses i de her skurvogne. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Sorø Boligselskab er igen impliceret i sag om skimmelsvamp og fugt i boliger. Denne gang i det få måneder gamle byggeri Stenkistebuen.

Alt tegnede så godt, da familien Holst-Hansen i juni flyttede ind i deres nye hus på Stenkistebuen i Sorø.

Et nybyggeri med 24 boliger tæt på skoler og grønne områder, placeret i fred og ro - langt fra familiens tidligere hektiske hverdag i København. Til indflytningsdagen skinnede solen, og himlen var skyfri. Og som prikken over i'et fik alle nyindflytterne chokolade, to flasker vin og en blomst i indflytningsgave. 

To måneder senere ramlede hverdagen så. 

Københavnerfamilien opdagede skimmelsvamp på bagsiden af køkkenskabene, hvilket førte til, at flere andre beboere gjorde lignende fundt i de spritnye boliger.

Jeg håber ikke, at fugten har sat sig på nogle af mine børn. For ellers... ja, så har vi et problem

Maria-Louise Byskov, Sorø

- Det har ærlig talt været en ikke særlig behagelig oplevelse at bo her, siger Nanna Holst-Hansen. 

Hos naboen Maria-Louise Byskov er fugtskaderne så alvorlige, at familien har fået besked på at rykke ud hurtigst muligt på grund af sundhedsfare og i stedet blive genhuset. Flytningen skulle have været sket den 4. oktober, men med seks børn har hun ikke kunnet nå det til tiden.

- Jeg håber ikke, at fugten har sat sig på nogle af mine børn. For ellers... ja, så har vi et problem, siger Maria-Louise Byskov.

SE HELE INDSLAGET: Maria-Louise Byskov frygter, at skimmelsvampen har skadet hendes børn.

02:57

Helt nye boliger i Sorø er så fugtskadede, at beboerne må genhuses. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Luk video

Genhuses i skurvogne

Birgit Haraldsson opdagede store plamager med grønt fugt, da hun flyttede et spejl på en af væggene. Hun har tydeligt kunnet mærke fugten i sin krop.

- Om morgenen er jeg vågnet med tykke øjne og ondt i halsen. Det er forsvundet, når jeg er gået udenfor eller har været på arbejde, men er så kommet igen næste morgen, siger hun. 

Artiklen fortsætter under billederne. 

  Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Sådan ser fugtskaderne ud hos Birgit Haraldsson  Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Fundet betyder, at flere af indbyggerne nu må flytte ind i skurvogne, mens skimmelsvampen og fugten bliver fjernet.  

- Mine tvillinger på otte måneder, som jeg er på barsel med, kommer til at lære at kravle og gå på koldt linoleumsgulv i en skurvogn. 

- Vi skal nok klare det som familie, men jeg må sige, at det er under al kritik. Vi føler os rigtig dårligt behandlet, siger Nanna Holst-Hansen. 

TV2 ØST har forgæves forsøgt at komme i kontakt med næstformanden i Sorø Boligselskabs bestyrelse, Thomas Lund Eriksen.

Overfor Sjællandske siger han, at "jeg har en fornemmelse af, at der har været et tidspres. Men ikke noget, der skulle være usædvanligt. Som bygherre vil vi gerne have byggeriet klar til en besremt dato, og på et tidligt tidspunkt i processen kunne vi se, at vi måtte gå i forhandling med entreprenøren."

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra entreprenøren på byggeriet, Georg Berg A/S i Slagelse.

Sjællandske skriver også, at beboerne skal forvente at bo i skurvognene i op mod seks måneder.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App